Skagen gør klar til flere jubilæer

SKAGEN:Fire store aktører inden for turisme, kultur, handel og havn i Skagen kan i de kommende tre år fejre 100 års jubilæum, og det skulle ifølge aktørerne gerne blive noget, som blive bemærket ikke bare i Danmark, men også i udlandet. Skagen Turistforening og Skagen Handelsstandsforening bliver 100 år i 2006. Året efter er det Skagen Havns tur til at holde rund fødselsdag, og i 2008 kan så også Skagens Museum fejre 100 års jubilæum. - Vi vil i fællesskab skabe highlights i hele jubilæumsperioden. Det skal ske via gode historier og oplevelser, der også kan give en eksponering af fremtidige muligheder inden for turisme, havn, handel og kultur i Skagen-området. Musicalen "Lyset over Skagen", der efter planen skal opføres på et nyt havneområde i 2007, er et godt eksempel på noget, der siger noget af alle fire aktører, fortæller havnedirektør Willy B. Hansen. Skagen Turistforening vil udgive en stor jubilæumsbog, og tidligere turistchef og forfatter Bent Hardervig er i fuld gange med at finde sjove historier og billeder fra turismen i Skagen. Skagens Museum pusler ifølge direktør Annette Johansen blandt andet med planer om i 2008 at arrangere en udstilling over sommeren 1883, hvor der var rigtig mange kunstnere i Skagen. Det skal være en udstilling, der går på tværs, så både malerier og litteratur kommer med. Skagen Handelsstandsforening vil holde en stor fest for kunderne i maj eller juni 2006, og der er foreløbig sparet 100.000 kroner op på foreningens jubilæumskonto. Torsdag eftermiddag præsenterede de fire aktører et nyt fælles jubilæumslogo skabt af grafisk designer og arkitekt Aksel Raahauge Karlsson. Det forestiller fire hulsten, sat op som et enkelt og stærkt grafisk udtryk.