Skagen holder balancen

Skagen 24. september 2002 08:00

SKAGEN: Skagen Idræts Klubs bedste fodboldherrer i serie 2 har fået styr på sagerne og har placeret sig på en plads midt i rækken. Der var ellers nogen betænkelighed forud for sæsonen, idet flere af holdets tidligere støttespillere mangler, men de nye har formået at løfte opgaven. Der kom også ny træner til, og Helge Frandsen har løst opgaven flot med en øjeblikkelig femteplads i serie 2. Skagboerne har spillet 18 kampe, vundet de ti, spillet én uafgjort og tabt syv. Det giver 31 point, og holdets målscore er 40-32. Skagen har ni point op til en oprykningsplads og otte point til en nedrykningsplads, så med fire kampe tilbage er pladsen i serie 2 også næste år så godt som sikker. Skagen vandt lørdag ny, flot sejr ved at besejre et af topholdene Sæby med 3-1 - på udebane. Det blev en kamp, hvor Skagen spillede taktisk flot og kæmpede stærkt hele kampen igennem. Allerede efter halvandet minut kunne Skagen række hænderne i vejret efter en scoring af Mads Peter Nielsen jr. - Efter denne scoring sad Sæby på alt og pressede os meget, og hvis ikke målmand Henrik Andersen havde en af sine gode dage, var det sikkert gået galt. Men efter tyve minutters spil lykkedes det os igen at score, da Michael Bach på et flot hovedstød kunne gøre det til 2-0, fortæller Helge Frandsen. En stor dukkert for Sæby selv om de fik en hurtig reducering på et meget tvivlsomt straffespark, som ingen forstod blev dømt. - Målet rystede os ikke, for på det tidspunkt var vi begyndt at stå godt på banen, og kort tid før pausen kunne Mads Peter Nielsen jr. igen række hænderne i vejret efter scoring til 3-1. I anden halvleg kæmpede vi bare videre og Sæby blev mere og mere stresset, oplysere træneren. De eneste farlige forsøg, sæby havde var på langskud, som Henrik Andersen tog sig af på fornemste vis, selvom han havde fået en forstrækning i ryggen i første halvleg og havde ondt. - Vi kunne godt have lukket kampen tidligt i anden halvleg, hvor Brian Strauss og Henrik Bech havde nogle store muligheder. En dejlig sejr over et tophold, som tabte et stort skridt mod oprykningen, siger Helge Frandsen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...