Skagen holder festival for børn

Børnekulturfestival på toppen i en hel uge

SKAGEN:Skagen bliver i uge 33 - fra 11. august - omdannet til én stor børnekulturfestival, der skal fortælle alle, at Skagen er en god by for børnefamilier. - Vi har i Skagen rigtig meget at tilbyde børnefamilier, og det vil vi da gerne fortælle alle, der gider lytte. Denne uge er naturligvis mest for børnenes skyld, men skulle vi med de mange aktiviteter kunne overbevise nogle af de mange turister, der stadig er i området, om at Skagen er en god by at bosætte sig i, vil det da være dejligt. Det siger John Høst, der er primus motor på børnekulturfestivalen, som har Skagen Kommune om arrangør. Alle børneinstitutioner i Skagen og Aalbæk medvirker. Det hele begynder mandag 11. august, hvor borgmester Hans Rex (V) åbner festivalen med god hjælp af de mange talenter i Skagen Kommunale Musikskole. Mandag laves også flag med mere, der om tirsdagen skal være med til at sende rytterne i cykelløbet "Post Danmark Rundt" afsted fra Skagen. - Der bliver på Rådhuspladsen, på Viggo Hansens Plads, ved Skagen By- og Egnsmuseum og med museumskutteren "Hansa" en lang række aktiviteter for børnene. Det hele slutter med, at børnene lørdag 16. august viser, hvad de har lavet i ugens løb, fortæller John Høst. I forbindelse med børnekulturfestivalen i Skagen anløber fra søsiden onsdag 13. august en række sørøvere med blandt andre skagboen Klaus Thrane, der også er med i Lars Lilholt Band, på slagtøj og anden støj. "Skibet er ladet med..." hedder det børne-pirat-projekt, som i august sejler alle nordjyske farvande tynde. Det er sørøverskonnerten Brita Leth, der besøger 11 kommuner i 10 havne. Ombord er et sammenrend af troldmand, heks, prinsesse, pirater, og orkester, og meningen med det hele er at give amtets børn en ordentlig én på opleveren. "Skibet er ladet med..." er nærmest et omsejlende kulturcirkus. Og det er en del af Den regionale Kulturaftale. En aftale, der er indgået mellem amt, kommuner og stat.