Skagen-legater søger kunstnere

Skagen Museums Venner håber på flere ansøgninger

Højen 17. september 2002 08:00

SKAGEN: Her et par år efter at Erling Ruth Dahlers Legat blev oprettet, har foreløbig en halv snes kunstnere og kunsthistorikere fået del i midlerne, men der var faktisk midler til, at endnu flere kunne have fået et ophold i Skagen. - Det skal da ikke være nogen hemmelighed, at vi godt ville se endnu flere ansøgninger til legaterne, men det kommer sikkert også, når mulighederne bliver mere kendt. På den anden side gør det jo heller ikke noget, at vi ikke bruger alle pengene fra renterne hver gang. Det betyder jo bare, at legatmidlerne bliver større i fremtiden, siger formanden for Skagens Museums Venner, Mads-Peter Neumann. - Der er måske ikke så mange, der har Skagen-kunsten som inspirationskilde, og de kunsthistorikere, der har været der, har jo helt klart været i Skagen, fordi de skulle arbejde med noget, der var relateret til Skagens Museum, mens de kunstnere, der har fået midler fra vores legat, har været meget mere blandet. Det er både kunstnere og kunsthistorikere, der kan søger om penge til ophold i Skagen, og der kan søges om penge til ophold fra én til otte uger. Ansøgerne kan selv bestemme, om de vil bo privat eller for eksempel på Klitgården Refugium. Flere af de, der har fået legatmidler, har valgt den sidste mulighed, og interessen er formodentlig ikke blevet mindre, efter at refugiet også har fået indrettet tre atelierer, hvor der tidligere var kongelige garager. - Der har været malere, keramikere og billedhuggere, som har søgt inspiration via et ophold i Skagen, og der har været kunsthistorikere, som på denne måde har fået lejlighed til at gå mere i dybden med et eller andet om Skagensmalerne, fortæller Mads-Peter Neumann. Stipendierne uddeles af bestyrelsen for Skagens Museums Venner på grundlag af skriftlige ansøgninger fra relevante ansøgere to gange om året, og der kan søges nu. Legaterne går fra 5000 kroner for et uges ophold til 27.000 kroner for otte ugers ophold. Opholdene skal holdes inden for perioden 1. september til 30. april. Det er altså ikke muligt at få støtte til ophold i sommerhøjsæsonen. Legatet blev muligt efter en arv, som Skagens Museums Venner modtog i efteråret 1998 i forbindelse med Erling Dahlers død. Erling Dahler var søn af Johan Olaf Dahler, der i 1909 var den eneste overlevende efter det norske skib "Speed's" forlis ved Højen. Johan Dahler kom til hægterne i det nærliggende Ruths Hotel, og det så meget, at han giftede sig med hotelejerens datter, blev boende og drev hotellet videre. I den børneflok, som også blev resultatet, var Erling Dahler den sidst levende, og da han døde barnløs for et par år siden, var det bestemt, at hans hus og indbo skulle tilfalde Skagens Museums Venner. Huset blev i begyndelsen af 1999 solgt for godt 1,5 millioner kroner, og det er renterne fra disse penge, der bliver udbetalt i form af stipendier. - 25 procent af renterne går dog til et eller andet på Skagens Museum. Vi kan for eksempel give penge til rensning af malerier eller til køb af mindre billeder, fortæller Mads-Peter Neumann.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...