Miljøpolitik

Skagen Odde skal være nationalpark

Hvis det står til Frederikshavn Kommune, skal Skagen Odde også være nationalpark.

Råbjerg Mile skal indgå i en eventuel nationalpark. Arkivfoto

Råbjerg Mile skal indgå i en eventuel nationalpark. Arkivfoto

Der er mange gode grunde til at gøre Skagen Odde til nationalpark. Det mener byrådsmedlem i Frederikshavn Kommune og formand for styregruppen bag Nationalpark Skagen Odde, John Christensen (V). Han håber, at borgerne vil bakke op om projektet, når der 17. september holdes offentligt møde om planerne. Økonomiske fordele Hvis Skagen Odde får status som nationalpark, vil det betyde penge fra staten til naturpleje og naturgenopretning. En opgave, som Frederikshavn Kommune gerne vil løfte, men ikke har penge til. - Vi vil meget gerne lave en bedre naturpleje, end vi formår i dag, men bliver vi nationalpark vil vi få tilført penge til opgaven fra både fonde og fra staten, siger John Christensen. Miljøminister på besøg John Christensen mener, at Skagen Oddes natur med blandt andet Råbjerg Mile og Hulsig Hede er unik i forhold til resten af landet, og efter miljøminister Troels Lund Poulsens besøg for to uger siden, er han bestemt positivt stemt. - Miljøministerens vurdering er, at der i Danmark bliver mellem otte og ti nationalparker. I dag er der vedtaget fem, mens der er tre i støbeskeen, hvoraf vi er den ene. Så hvis befolkningen vil bakke op, og hvis vi kan blive enige om en afgrænsning af området, så tror jeg på, at det kan lade sig gøre, siger han. Grænsen uklar Hvor grænsen for Skagen Odde som nationalpark skal være er endnu uvist, men følger man oddens geologiske udstrækninger er det alt nord for en linje fra Hirtshals i vest til Strandby i øst. Derfor drøftes afgrænsningen og projektet i det hele taget også i Hjørring Kommune. Hvis alt går efter planen forventer John Christensen, at de to byråd kan være klar med en eventuel indstilling næste sommer.