Bryggerier

Skagen-øl skal nu også brygges i Aalborg

SKAGEN:I løbet af få måneder får borgerne i Aalborg også mulighed for at smage Skagen-øl efter opskrift af brygmester René Søgaard Sørensen i Skagen. Det bliver Shotgun IPA, en Indian Pale Ale, der ved det seneste uofficielle VM i ølbrygning fik guldmedalje, en øl, der også har høstet meget ros i Skagen. - Claus Søgaard på "Søgaards Bryghus" i Aalborg har tilbudt os at prøve at brygge på hans store professionelle anlæg, et 10 hl. brygværk fra tyske Kasper Schulz. Det har vi selvfølgelig sagt ja til, og lørdag 23. april bliver der brygget 1000 liter Skagen-øl i Aalborg, fortæller René Søgaard Sørensen. Brygprocessen vil tage cirka otte timer, og derefter skal øllet gære/lagre i fire til seks uger. Derefter vil Shotgun IPA komme på hanerne i Aalborg, og det vil kunne købes med hjem i en eller to liters flasker, ligesom det også kan købes i fem liters fad. Søgaards Bryghus på C.W. Obels Plads i Aalborg bliver til gengæld også det eneste sted, som man kan købe den berømte øl fra Skagen. Bryghuset har nemlig ikke tilladelse til at sælge øl, tappet på flasker, så i praksis køber man en flaske og betaler så for at få den fyldt op. Shotgun IPA vil også være med, når der fra 20. til 22. maj afvikles DM i håndbryg, og det samme vil en række andre øl fra Skagen Bryggerlaug.