Skagen og Østervrå svømmede langt

Formand ked af, at andre klubber ikke svømmer med.

Hans J. Callesen
hans.joergen.callesen@ nordjyske.dk
I Skagen svømmede 66 deltagere tilsammen 83.850 meter.
Svømning 6. oktober 2008 08:45

Der var lidt langt mellem svømmerne, hvis man ser på Frederikshavn Kommune som helhed, men det opdagede de ikke i svømmehallerne i Skagen og Østervrå. De to steder var der konstant svømmere i gang med at svømme langt mellem klokken 10 og 16 søndag. De to svømmeklubber var ene om at repræsentere kommunen i Dansk Svømme Forbunds landsdækkende svøm langt-konkurrence. - Det er lidt ærgerligt, at der kun er to klubber i kommunen, som er med, siger formanden for Skagen Svømmeklub, Johnny Risager Jørgensen, og jeg håber, at vi kan gøre det bedre næste år. - Frederikshavn Kommune sætter en ære i både at være en grøn og energirigtig kommune, og den har netop gjort et større nummer ud af, at der blev arrangeret en vandretur fra Sæby til Skagen. - Svømning er mindst lige så god motion, som at vandre, og jeg håber da, at kommunen fremover vil være med til at gøre svøm langt til noget, der bliver satset på, siger Johnny Jørgensen. Skagen og Østervrå klarede sig i øvrigt nogenlunde lige godt i gårsdagens dyst. Der konkurreres i tre forskellige "discipliner," nemlig hvilken klub, der svømmer længst sammenlagt, hvilken klub, der har flest deltagere i vandet, og hvilken klub, der har flest deltagere set i forhold til indbyggertallet. Da konkurrencen sluttede var Østervrå nummer 28 og Skagen nummer 29 på opgørelsen over, hvor langt der var svømmet. I Østervrå blev der svømmet 85.300 meter, mens svømmerne i Skagen præsterede 83.850 meter. I Skagen var der 66 i vandet, mens der er i Østervrå var 58. Det gav en placering som henholdsvis nummer 29 og 32. Det var i Odense, der blev svømmet længst, nemlig 650.100 meter. Konkurrencen om at have flest i vandet blev vundet af Esbjerg med 352 deltagere. I alt blev der svømmet 37 steder.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...