Biblioteker

Skagens Bibliotek byder på filmen Manderlay

SKAGEN:Sidste år viste Skagens Bibliotek for fulde huse Lars von Triers nyskabende film "Dogville". Nu kommer fortsættelsen, "Manderlay", der i samarbejde med Zentropa og Nordisk Film vises ved én forestilling, der finder sted onsdag den 3. august kl. 21. Historien tager fat i direkte forlængelse af Dogville hvor Grace efter fornedrelsen svarede igen med al sin magt. Sammen med sin far og hans gruppe af gangstere er de nu kørt sydpå. De gør holdt ved plantagen Manderlay i Alabama, hvor en slave uretmæssigt er blevet dømt til pisk. Handlingen foregår i 1933, syv årtier efter at slaveriet formelt blev ophævet og Grace, der beslutter sig for at gribe ind, ender meget hurtigt på dybt vand... Hovedrollen som Grace blev i Dogville spillet af Nicole Kidman. Nu er rollen overtaget af rødhårede Bryce Dallas Howard. På rollelisten ses i øvrigt stjerner som Willem Dafoe, Danny Glover og Isaach De Bankolé. Filmen spiller i 139 minutter og vises på et anlæg, der er lejet til formålet. Billetter à 40 kr kan allerede nu hentes på Skagens Bibliotek. Det er flot, at det lokale bibliotek i Skagen så kort tid efter premieren i juni, kan vise en film der var med i den prestigefyldte konkurrence om de gyldne palmer ved filmfestivalen i Cannes. Det lykkedes ganske vist ikke at høste de gyldne palmer ved denne lejlighed, hvor Lars von Trier sagde sin mening om USA's præsident.