Skagens minder

Det er juni 1980 i Skagen, jeg er 7 år gammel, og det giver et begejstret sæt i hele kroppen, da jeg på min sølvfarvede SCO-cykel svinger til højre på Holstvej og ind på havnen. Visefestival. Et tæppe af mennesker på kajen, en kaskade af dufte, et virvar af sange og instrumenter, et næsten barnligt drømmeland med dans, måger, mad og smil mellem pakhusene. Helt uden bekymringer. Den skingre døralarm i Skagensbanens tog, Lynetten, river mig ud af dagdrømmen, men smilet på læben sidder fast denne solrige fredag formiddag nøjagtig 23 år senere. Hulsig. Endnu to små stop på ruten, og måske stiger jeg så direkte ud i min egen dagdrøm – lysvågen. En dyngvåd og indespærret festival Jeg er spændt på en forventningsfuld måde, for det føles som længe siden, jeg sidst så min gamle ven, festivalen. Det har ikke været det samme i de senere år - i hvert fald kæmper jeg fortsat med at fortrænge mudderbadet i 2001, de gennemblødte og efterhånden ildelugtende sko, der fik en hurtig tur på fyret og så ellers ud i sølet igen. Den triste festivalplads, der efter spandevis og atter spandevis af regn nærmest gik i opløsning og sejlede bort med humøret. Det startede egentlig som en succes, det der med festival på en mark udenfor byen. Måske endda nærmest efter folkeligt krav, for Campen på Gammel Landevej voksede på få år fra blot at være et sted at sove, til at blive en betydningsfuld scene og omdrejningspunkt. Tanken om en kæmpe festplads er ikke så svært at forstå for os, der sad i det store telt og så Danmark blive Europamester i fodbold, badet i fadøl og indsvøbt i Dannebrog. Musikken og sommernatten blev ved længe, ja Skagen Festival varede en hel sommer dét år. Sådan føltes det i hvert fald i "92, hvor festen startede på marken ved bygrænsen og sivede helt ud i alle kanter af byen. Men proppen blev sat i, man døbte marken "festivalpladsen", slog et hegn op og burede festen inde. Man adskilte den fra Skagen, der i årevis lå mere og mere livløs hen i årets største weekend. Indtil i år, hvor arrangørerne vender bøtten og søger tilbage mod udgangspunktet. Livsnerven består Lynetten passerer den forladte festivalplads med nedsat hastighed. Ikke af respekt, men fordi toget snart standser i Højen. Sommerfuglene i maven får næring af den summende togvogn, fyldt med festivalgæster, der alle har det samme forventningsfulde udtryk på. I år stiger de ikke af her, men fortsætter på det sidste stykke af rejsen ind i hjertet af byen, hvor de som en farverig indsprøjtning skal spredes; på logier, pensionater og i teltlejre på skolernes idrætspladser. Jeg strækker mig i sædet for at spejde efter Badmintonhallen, mens togføreren for næstsidste gang standser den klodsede Lynette - ved Frederikshavnsvej. Her er festivalens røde tråd, og under det store skrå tag er der stadig plads til de store musiske oplevelser, her kan tusind mennesker være stille som én, mens en enlig violins toner kan fylde salen til sidste kubikcentimeter. Appetitten blev stillet af de lidt for dyre og lidt for små sandwich, jeg solgte som frivillig medarbejder, der lige havde lært at regne i skolen. Aften efter aften, år efter år på den samme scene. Mine kammerater slog sig på mere profitable erhverv som flaskesamlere eller indehaver af en piratbod med øl, men jeg synes nu stadig, at jeg gjorde den bedste handel. 2 minutter endnu, toget kører i slowmotion gennem byens yderkant, men bliver tilgivet da den gule stationsbygning med det røde tag hilser velkommen på perronen. Til højre min gamle skole, Kappelborg, der i år er vært for en ny torve-scene i MIN skolegård. Forude havnen med folkemusik, falafel og filét. Foroven det utrolige lys, der de næste dage skal genforenes med sin gamle ven, Skagen Festival. Jeg bliver mindet om festivalens slogan...It"s good to see you.