Skagens nyoprykkede håndbold-damer vandt

SKAGEN: Det blev en flot indledning på en ny sæson for håndbolddamerne i Skagen. Skagen Håndbold Klubs nyoprykkede damehold i serie 1 tog i sæsonens første turneringskamp imod nedrykkerne fra Jyllandsserien, Kvissel, som blev sendt hjem med et nederlag. Efter en meget lige første halvleg, hvor Kvissel førte med 10-9, kom Skagen flot tilbage i anden halvleg og vandt kampen med 20-17. - Vores helt store styrke er vores forsvar, og holde modstanderne nede på blot 17 scoringer er rigtig flot. At vi selv kun score 20 gange, kan Kvissel takke en velspillende målmand for, fortæller træner Michael Pedersen. Skagen har til denne sæson fået et par nye spillere, Pia Larsen og Heidi Jensen, der er med til at gøre truppen mere bred med hensyn til antal kvalificerede spillere. Begge spillere kom, sammen med resten af holdet, godt fra start i turneringen. Torsdag klokken 19.45 skal holdet spille pokalkamp mod Strandby/Elling, der til dagligt spiller i Jyllandserien. På holdet har Strandby/Elling Kia Hyllested der har sin håndbold opvækst i Skagen. - Det bliver spændende at møde et hold fra Jyllandserien, men mange chancer for succes har vi nok ikke, siger skagens træner. Målscorere mod Kvissel: Sanne Albrektsen 6, Lone Pedersen 4, Bettina Strauss 4, Heidi Jensen 3, Pia Larsen 2, Ann Poulsen 1. W.