Skagens sol skal ud på internettet

SKAGEN:Solen skinner - næsten i hvert fald - altid i Skagen. Det er der bare alt for få danskere, der ved. Derfor vil Skagen Erhvervsforening og Erhvervshuset nu have en direkte transmission af vejret i Skagen lagt ud på internettet. Så kan folk, som er ved at planlægge en ferie eller en eftermiddagstur, selv se, hvor godt vejret er. Man håber at få lov til at placere et web-kamera ved meteorologisk instituts vejrstation på Grenen. Så kan man hele tiden vise Grenens spids - og det gode vejr, på hjemmesiden. Meteorologisk institut har endnu ikke svaret på henvendelsen.