EMNER

Skagens store mæcen er død

Jørgen Philip-Sørensen, London, er død 71 år.

Jørgen Philip-Sørensen er død 71 år

Jørgen Philip-Sørensen er død 71 år

Han var storaktionær, tidligere bestyrelsesformand og mangeårig leder for en af verdens største sikringskoncerner Group 4 Securicor (G4S). Og for Skagen var han rigtig meget mere. Jørgen Philip-Sørensen tilbragte altid et par lyse måneder hvert år i Skagen. Han var ejer af flere hoteller i Gl. Skagen blandt andet Ruths Hotel, Strandhotellet, Restaurant Sømærket og ikke at forglemme skibsværftet Danish Yacht, der har specialiseret sig i store lystbåde til rigmænd. Jørgen Philip-Sørensen var ganske enkelt et omdrejningspunkt for erhvervsudvikling og profilering af Skagen. Derfor var det ikke det fjerneste mærkeligt, at han var Skagen-ambassadør og i øvrigt sidste år modtog Skagen365-prisen for sit kæmpemæssige arbejde for og med Skagen. Han døde mandag eftermiddag i sit hjem i London. Hans mor var svensk og faderen ud af den idérige danske Philip-Sørensen-familie. Og det var familiernes ferie på Skagen, der betød, at den unge Jørgen Philip-Sørensen allerede fra drengeårene erobrede Skagen og blev så indtaget i denne skønhedsplet på landkortet, at han altid vendte tilbage. Hans bedstefar stiftede i 1901 et vagtselskab, der siden blev til ISS, og hans far grundlagde senere det, der siden blev til verdensfirmaet Securitas. Jørgen Philip-Sørensen fulgte i faderens fodspor, og kampen for hans accept blev et livsvilkår. Selv har han forklaret, at han opbyggede verdensfirmaet for at vise sin far og bedstefar, at han kunne noget. Som 18-årig blev Jørgen Philip-Sørensen til sin fars fortrydelse smidt ud af kostskolen Herlufsholm og kom herefter på handelsskole, hvor han mødte sin første kone. Senere tog parret til England, hvor den driftige Jørgen Philip-Sørensen både underskrev kontrakter og selv fungerede som vægter. Han var kendt som en hård forretningsmand, men også for at være et menneske, der altid ville have, at tingene skulle gå ordentlig til. Faderens livsværk Securitas blev i 1969 overtaget af Jørgen Philip-Sørensen og hans bror Sven. Skagens betydning for ham ses også af, at han trods alle sin andre gøremål fandt det vigtigt at påtage sig hvervet som medlem af Skagen Havns bestyrelse. Han er kommet i Skagen siden drengeårene og der er slet ingen tvivl om, at Skagen havde en ganske særlig plads i hans hjerte - fristedet, som han som driftig forretningsmand også gerne så udvikle sig. Derfor bliver hans død også et meget stort tab for Skagen. Jørgen Philip-Sørensen efterlader sig sin hustru og fire børn.