Skagen

Skagens ynglingehold klar til semifinale lørdag

SKAGEN:Skagens ynglingehold har efter en perfekt efterårssæson spillet sig frem til en semifinalekamp om jysk mesterskab. Kampen spilles på Skagen Stadion lørdag den 1. november kl. 13.30 mod Nors, og der er gratis entre. - Vi håber selvfølgelig på stort fremmøde som støtte til holdet, da kvalifikation til en finalekamp nok er en drøm for alle på og omkring holdet. En drøm som ingen af os havde turdet drømme for nogle måneder siden, siger holdleder Jan Leer. Han forklarer det foreløbige flotte resultat med, at der er tale om en meget smal gruppe på 14 - 15 spillere, som heldigvis har været sammensat på en sådan måde, at flere af spillerne kan bruges på flere pladser. - Truppens størrelse har betydet, at alle hver gang har været nødt til at yde det maksimale såvel under kamp som træning. Og på trods af, at flere spillere i perioden har været optaget af at tage kørekort, skolefester og lignende, har de overholdt de aftaler, der er indgået med træner og holdleder, siger Jan Leer. En anden og måske egentlig den vigtigste grund er et enormt godt kammeratskab. Der er valgt følgende hold til semifinalekampen: Mikael Sørensen, Lars Mikkelsen, Thomas Lundholm, Mads F. Møller, Jonas B. Andersen, Jacob Møller, Marcel Rog, Theis Frandsen, Lasse Sørensen, Kristian Leer, Martin L. Kjær, Kaspar Andersen, Anders Frandsen og Thomas B. Kristensen.