Skagensmalernes lys sat under skæppe

P.S. Krøyer langt mere internationalt anerkendt end hidtil troet.

Charlotte Rørth
P.S. Krøyer udstillede flittigt i udlandet og var dermed langt mere internationalt orienteret og anerkendt, end mange tror, understreger museumsdirektør Lisette Vind Ebbesen, der her beundrer billedet "Sommeraften ved Skagen" af hustruen Marie Krøyer
Kunst 22. september 2011 06:00

Vi har et helt andet greb om ham nu, siger direktør Lisette Vind Ebbesen om den mest kendte af malerne på sit museum i Skagen, Peder Severin Krøyer. Siddende i sensommersolen i museumshaven ler hun lidt af sin glæde over at have fået fat på et af dansk kunsts koryfæer på en ny måde, hvis styrke endda overraskede både hende og den anden Krøyer-direktør i landet, Marianne Saabye fra Den Hirschsprungske Samling. - Uha da, ja, vi blev overraskede, siger Marianne Saabye henover kaffen om arbejdet med den store fælles udstilling om Skagensmaleren, som de to er i fuld gang med. Den åbner 20. november i København, kommer 4. maj næste år til Skagen og har titlen " Krøyer i internationalt lys". - Selvfølgelig vidste vi, at Krøyer var kendt og anerkendt især i Tyskland og Frankrig, men at han udstillede så meget udenlands og i den grad tilhørte eliten allerede fra sit gennembrud i 1881, det overraskede os, fortæller Marianne Saabye. Krøyer var dengang på højde med engelsk/amerikanske John Singer Sargent og James Abbott McNeill Whistler, franske Pierre-Auguste Renoir og spanske Joaquín Sorolla. - Han var virkelig på forkant med udviklingen, understreger Marianne Saabye om kunstneren, der i Danmark hidtil kun har været anset som en dansk maler, endda en lokalromantisk en af slagsen. - Jeg synes godt, man kan sige, at vi som danskere har sat Skagensmalernes lys under en skæppe ved kun at se dem som gode, danske malere, tilføjer Lisette Vind Ebbesen. Byggede bro til Europa Arbejdet med at finde frem til de i alt 138 værker fra hele verden, der kommer på udstillingen, ledte de to rundt i arkiver, der viste, at P. S. Krøyer ikke blot var i Paris næsten hvert år, men deltog i over 65 udenlandske udstillinger, selv om han døde allerede som 50-årig i 1909. Han nåede også at besøge over 120 franske kunstnere som kommissær for udstillingen på Rådhuspladsen i 1888, som brygger Carl Jacobsen betalte. Samtidig beredte han også vejen for andre kunstneres succes i udlandet, blandt andre Vilhelm Hammershøi. - Han tog også inspiration med hjem. Ideen om at skabe en kunstnerkoloni, at male udenfor, at fange lyset. Det var ham, der som karismatisk person fik det sat i gang i Danmark, fortæller Lisette Vind Ebbesen. - Krøyer var faktisk provokerende i sin danske samtid, påpeger Marianne Saabye. I 1880'erne var Danmark i følge hende "et lukket og nationalt orienteret land", men han byggede bro til resten af Europa og var også med til at skabe de frie kunstskoler, der senere dannede grundlag for det moderne gennembrud. Romantik anerkendes Anledningen til udstillingen er Den Hirschsprungske Samlings 100 års jubilæum, og "vores hovedperson er jo Krøyer", som Marianne Saabye siger, men det ligger også i tiden, at de naturalistiske malere får kunstnerisk anerkendelse. - Impressionisterne har fyldt det hele i eftertiden. De naturalistiske malere har ikke været comme il faut på parnasset. De var for let tilgængelige, måske? Men de seneste 10-15 år har der først i USA, siden i Europa, været en stigende respekt for deres kvaliteter, erfarer Marianne Saabye. Musée d'Orsay i Paris var det første, der promoverede dem. Et Krøyermaleri herfra er også udlånt til udstillingen. - I Danmark har Skagensmalerne aldrig været gemt væk, men nu kommer også den kunstneriske anerkendelse af blandt andet deres evne til at lade malerierne fortælle en historie. Og de er jo gode, malerierne. De holder - på trods af, at vi har set motiverne på madkasser og dækkeservietter, fastslår Lisette Vind Ebbesen. Filminstruktør Bille August har også netop været i Skagen for at filmatisere Anastassia Arnolds roman over P.S. Krøyers hustru Maries liv. - Der er meget opmærksomhed på ægteskabet Krøyer netop nu, må man sige. Men vores kommende udstilling forholder sig ikke til hans private liv, den er fokuseret på hans kunst, siger Lisette Vind Ebbesen, Skagens Museum.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...