"Skagerrak" forlader Lønstrup i dag

Skagen 6. oktober 2002 08:00

LØNSTRUP: Det gode skib "Skagerrak" lægger i dag fra "kaj" i Lønstrup. Jollen, der i mange år har tilhørt turistformand Svend Bjørnager, er blevet solgt til en gammel Skagen-fisker Thøger Reinboldt, der sammen med en bror vil renovere kutteren. "Skagerrak" har i fire år stået uvirksom hen få meter fra redningshuset, hvor søsterskibet "Mary" befinder sig. Mens "Mary" har haft tag over hovedet, har "Skagerrak" mærket til vejr og vind i de forskellige årstider, og Svend Bjørnager havde det dårligt med, at kutteren blev mere og mere skrøbelig: - Jeg har flere gange spekuleret på at gå i gang med en renovering, men jeg har indset, at jeg ikke har tid. Det er ikke noget, man gør på en uge eller to. Og da jeg ikke kunne tåle at se, at den skulle stå på én eller anden skole eller i en børnehave, har jeg nu solgt kutteren, siger Svend Bjørnager, der ikke kan "huske", hvor meget han har fået for kutteren, som har en lang historie bag sig. Den blev i 1955 bygget hos Evald Larsens Bådebyggeri midt i Lønstrup og blev i mange år sejlet af en af Lønstrups stoute skikkelser Bertel Mikkelsen. Den har også tilhørt Søren Madsen og Frode Andersen, men blev i 1975 solgt til Jørgen Kjærsgaard i Hjørring, der brugte den til at have sine venner med ud på havture. Under en sådan sejlads, på vej fra Norge til Lønstrup, var "Skagerrak" på vej til at gå ned med mand og mus. Kutteren måtte søge ind til Hirtshals, men havde forinden været igennem forskellige kriser på grund af et frygteligt vejr. Bertel Mikkelsen var dengang skipper på båden. Han var kendt for sin dumdristighed på havet, og selv når redningsbåden kom for at hjælpe, undslog han sig. Men turen over Skagerrak havde været den værste, han nogensinde havde været ude for, og sagnet fortæller, at mandskabet var mere død end levende, da de lagde til kaj i Hirtshals. "Skagerrak", som har figureret i TV Nords godnatbillede, forlader Lønstrup i dag mellem kl. 10 og 11. Så hvis man vil tage afsked med en af de sidste gamle Lønstrupjoller, er lejligheden der.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...