EMNER

Skak uden bræt og brikker

Skakmestre med eminent hukommelse og visualiseringsevne har i århundreder fascineret med evnen til at spille skak blindt, dvs. uden at se bræt og brikker. I den kommende weekend dyster Nordens stærkeste spillere blindt i Aalborg

Den mytiske Paul Morphy spillede i 1858 blindt med de otte stærkeste spillere i Paris og vandt over de seks, mens to partier sluttede remis.

Den mytiske Paul Morphy spillede i 1858 blindt med de otte stærkeste spillere i Paris og vandt over de seks, mens to partier sluttede remis.

I 1744 vakte den 18-årige Francois Philidor sensation, da han på Café de la Régence i Paris spillede to skakpartier blindt mod seende spillere. At spille uden at se bræt og brikker var en gammel kunst, der var gået i glemmebogen, og i den følgende tid gav Philidor flere forestillinger, hvor han satte antallet af partier op til tre. Philidor var tidens største franske komponist, og en del af hans værker spilles stadig. I en urolig tid måtte han flere gange forlade Frankrig for at få arbejde eller af politiske grunde. Så sikrede blindskakken ham en indtjening, men ikke alle var begejstret. Forfatteren Diderot var nok forbløffet, men også bange for, hvilke følger den "unaturlige" aktivitet kunne have for hans ven, så han skrev til ham: - Når De har spillet disse tre partier, uden at noget vigtigt var på spil for Dem, må jeg sige: Jeg ville være tilbøjelig til at tilgive Dem disse forsøg, hvis De havde fået 5 eller 600 guineas derfor, men at risikere sin forstand og sit talent for intet, det begriber jeg ikke. Det er tåbeligt af forfængelighed at udsætte sig for at blive forrykt. Philidor tog sig ikke af vennens råd, og langt farligere for hans helbred var det også, at han efter den franske revolution ikke kunne vende hjem, men levede resten af sit liv i London som verdens stærkeste skakspiller. Vi vender tilbage til nutidens blindskak, der dyrkes en mod en i seriøs skak, men ser først på den variant, de fleste har hørt om: blindsimultan; dvs. blindskak mod flere "seende" samtidig. Blindspillere gennem tiden En skakmester i Isfahan spillede blindt i 800-tallet, og arabiske blindspillere spillede mod op til fire samtidig. Da skak kom til Europa, var skakmestre yndede gæster ved fyrstehoffer, hvor de dystede mod lokale mestre. Særligt gny stod om en saracener, Buzecca, der i Firenze 1266 spillede blindt mod to og normalt mod en tredje italiensk mester med resultatet to vundne og et remisparti. Også efter Philidor var blindforestillinger omgærdet af stor mystik. Da den mytiske amerikaner, Paul Morphy, i 1858 spillede blindt mod de otte stærkeste spillere i Paris på samme café, hvor Philidor havde spillet, kendte begejstringen ingen grænser. Han vandt over de seks, mens to partier sluttede remis. Efter forestillingen bar pariserne Morphy i guldstol i byens centrum. I 1876 forbedrede Johannes Zukertort verdensrekorden til 16 partier. Amerikaneren Harry Pillsbury, der af mange anses som historiens stærkeste blindspiller, satte 1902 i Moskva ny rekord mod 22 stærke russere, som han slog 19-3. Polakken Najdorf blev i Argentina, da 2. Verdenskrig brød ud under de olympiske skaklege i Buenos Aires, og gjorde sig kendt ved 1943-47 at forbedre blindrekorder flere gange, til den var på 45 partier, spillet på et døgn med resultat 41-4! Belgieren Koltanowski drog fra samme OL til USA, hvor han i december 1960 spillede mod 56 i løbet af 10 timer i San Francisco, men mange anerkender ikke rekorden, fordi der var mange svage spillere og muligvis forud aftalte remiser. Det samme gælder ungareren Flesch, der i Budapest 1960 mod 52 spillere vandt 40-12. Danske blindspillere Første danske blindspiller af betydning var den københavnske sagfører, Johannes Giersing, der i begyndelsen af 1900-tallet spillede mod 8 samtidig. I 1930'erne tog Jens Enevoldsen kunsten op og satte i 1939 nordisk rekord i Roskilde, hvor han besejrede 24 spillere 18_-5_ uden tabspartier. Det blev betragtet som rent hekseri, og da hans bror, Harald Enevoldsen, var sekundant (dvs. den, der bringer træk frem og tilbage mellem simultanspilleren og modstanderne), troede mange, at der var tale om en usædvanlig form for tankeoverførsel mellem brødrene. Jens fortalte bagefter: - Jeg opdagede, at jeg havde talent for blindskak, og at der var penge i det, men jeg ville ikke forbedre rekorden for meget ad gangen. Havde jeg kendt Adolfs (Hitlers, red.) planer, havde jeg sat 12 ekstra brætter ind, så verdensrekorden havde været min. Enevoldsens rekord blev slået i 1986, da Jacob Øst Hansen på godt 13 timer spillede mod 25 stærke spillere med resultatet 19 gevinster, 4 remis og 2 tab. Året efter spillede Ole Larsen mod 28 (19 vundne, 2 remis og 7 tab), og selv om modstanden var svagere, var det en utrolig præstation, hvor første afgørelse faldt efter mere end 9 timer. Hvordan spiller man blindt? Oprindelig sad blindspilleren over for sin modstander med bind for øjnene. Da antallet af partier voksede, blev han sat for sig selv med ryggen til modstanderne, og man indskød en sekundant, så utydelig tale ikke ville distrahere. Blindspillere har en fantastisk koncentrationsevne. De kan udelukke al ventet støj. Da Øst Hansen satte sin rekord i Politikens Hus, sad han i et lokale ved siden af en kantine, hvor der blev snakket og skramlet med porcelæn. Det gjorde ikke noget, men så blev det regnvejr, og bildækkenes susen i våd asfalt var en overgang meget distraherende. Øst Hansen forklarer i øvrigt, at han ikke kunne sove i et par døgn efter sin rekordsimultan, og at han deler Diderots bekymring for blindspilleres helbred, hvis de overdriver. Blindspillere har en fantastisk hukommelse. To amerikanske professorer gav engang Harry Pillsbury en ordliste ud over det sædvanlige: Antiphlogistin, periostikum, Takadiastase, plasmon, ambrosia, Threlkeld, Streptococcus, Staphylococcus, Micrococcus, plasmodium, Mississippi, freiheit, Philadelphia, atletik, ingen krig, Etchenberg, amerikansk, russisk, filosofi, Piet Potgelters Rost, Salamagundi, Oomisillecootsi, Bangnamvate, Schlechters Nek, Manzinyama, teosofi, katekismus, Madjesoopmalops Efter få minutter kunne Pillsbury gengive listen såvel forfra som bagfra! Det passer med at kunne spille et enkelt blindparti, men hvordan holder man fx 25 partier ude fra hinanden? Det gør man ved at give hvert parti sit eget ansigt. Man åbner en gruppe partier med ét træk; den følgende med et andet osv., til partierne gradvis får deres eget ansigt. Mange seende modstandere tror, at gør de noget uortodokst, vil det rable for blindspilleren, men de får modsat resultat: Nu husker han partiet med sikkerhed. Turneringsblindskak De fleste skakmestre er visuelt indstillet og visualiserer under et normalt skakparti konstant den ventede udvikling. Da den hollandske mangemillionær von Oosterom indstiftede den årlige Melody Amber-turnering i Monaco, hver gang for 16 spillere fra verdenseliten, bestemte han, at hvert mestermøde skulle bestå af to partier: Et hurtigparti og et blindparti med samme tid til rådighed, 25 minutter samt 20 sekunders bonus pr. foretaget træk. Dermed blev blindskak en hård turneringsdisciplin, der kunne afgøre fordelingen af store pengepræmier, og eliten viste sig hurtigt at kunne spille kvalitetspartier blindt. Intet parti er tabt på ikke at kunne huske en stilling, og der er kun et tilfælde af en dronning, der blev sat i slag. I år er Nordens stærkeste spiller, Peter Heine Nielsen, inviteret til Melody Amber, og han får i den kommende weekend træning i Fibertex Cup i Aalborg, hvor han blindt duellerer med Norges 15-årige vidunderbarn, Magnus Carlsen, fynboen Lars Schandorff og den lokale Nicolai V. Pedersen. Bortset fra en turnering i København 1959, hvor stormester Bent Larsen besejrede syv arbejderskakkæmper i en blindturnering på Vesterbro, er det første blindskakbegivenhed i Danmark. Nu er fremgangsmåden en anden. Hver spiller sidder foran en computer, på hvis skærm der er et tomt skakbræt. Han trækker ved at klikke på det felt, hans brik trækker fra, fulgt af det felt, den trækker til. Samtidig kan hans modstander se trækket på sin skærm. Spændingen forud for begivenheden er kolossal, og i modsætning til tidligere skal de spændte skakfans verden over ikke vente flere uger på at se partierne: De gengives "live" på internettet, som det også er tilfældet med Melody Amber-turneringen i marts. Skak uden bræt og brikker er blevet en visuel succes!