EMNER

Skakklub kan rykke op i 1. division

KAAS:Skakspillerne på Jetsmark Skakklubs 2. divisionshold kan rykke op i Danmarks fornemste række, 1. division, hvis holdet i eftermiddag vinder en oprykningsmatch mod Nørresundby. Hvis det sker, er det første gang, at klubben kan kalde sig 1. divisionshold. Ifølge Bjarne Søndergaard, Jetsmark Skakklub, har Jetsmark tabt til Nøresundby i de seneste år, fordi Nørresundby længe har været den bedste klub i Nordjylland. Men Bjarne Søndergaard vurderer, at Jetsmark har omkring 50 procents chance for at vinde opgøret, der spilles på Gl. Lindholm Skole. De to hold fik lige mange point i 2. division, hvilket er et bevis på, at klubberne er meget jævnbyrdige. - Flere af vores spillere har udviklet sig flot i de seneste år. De fleste er tidligere skoleskakspillere, og nogle af dem har inviteret bekendte med til klubben, forklarer Bjarne Søndergaard, der tilføjer, at klubben for bare fem år siden ikke havde regnet med, at klubben skulle spille i 2. division. Derfor er det naturligvis en overraskelse, at der nu er mulghed for at rykke op i 1. division. Han tilføjer, at der naturligvis er mere prestige i at spille i 1. division, men derfor forventer han alligevel ikke, at det strømmer til med nye spillere i næste sæson, og klubben vil også gerne spille videre med de medlemmer, som er på holdet nu. Rykker Jetsmark op, indebærer det længere rejser i forbindelse med matcherne, da holdet blandt andet skal til København, hvor det bliver nødvendigt at overnatte. Spillerne har forberedt sig grundigt før dagens opgør, for de to hold kender hinanden særdeles godt. Tidligere matcher er registreret i databaser, og matchen udfald kommer i høj grad til at afhænge af, hvem der har forberedt sig bedst.