Højen

Skaktern på mode hos teenagepiger

Skakurene satte dagsordenen, da teenagepiger dystede omkring det ternede bræt til DM for piger. Jetsmarkpigen Louise Højens mål var at blive Danmarksmester for anden gang

Sekunderne pisker afsted. De syv skakure i klasselokalet tikker som defekte blinklys. Har samme puls som små bomber. Det er som om, det store sløve ur på væggen forsøger at mane til besindighed med sit afmålte tik tak. Tik tak. Uden held. Små grønne ure hersker i 10. B’s klasselokale på Jetsmark Centralskole, for der er DM i skoleskak for piger. Men der er ingen snak eller pigefnis. Der er koncentration. Louise Højen sidder midt i den tyktflydende intensitet med sin bøllehat trukket lidt ned om ørerne og blikket stift rettet på brættet. Hun har før vundet DM og ved, hvad det drejer sig om. Overfor hende sidder Miriam Olsen fra Skovlunde. EM- og VM-deltager, sidste års mester og den værste konkurrent til DM-titlen. Louise skal slå hende, hvis det skal blive til en samlet sejr, og det har hun aldrig gjort før. Slaget begynder Bag de sorte brikker grubler Louise, mens hun langsomt manøvrerer dem i angrebsposition mod Miriams hvide. For hvert træk trykker pigerne på det grønne ur og sætter modstanderens tid i gang. De har begge en halv time til rådighed, og løber de tør, har de tabt, men begge piger ser cool ud og lader sig ikke gå på af urets stressende dagsorden. Miriam tænker, mens Louise placerer hænderne omkring ansigtet og bider lidt i den ene negl. Miriam trækker og trykker. Hun rejser sig fra sin plads, og selvsikkert går hun over for at kigge ved et andet bord. Louises blik borer sig ned i skakbrættet. Miriam vimser lidt omkring. Sætter sig igen, og så. Louises sorte dronning et step frem. Louises øjne forlader for første gang det ternede bræt. Mirriam er presset. Spillet er for alvor igang, og den første tilskuer stiller sig hen til bordet. Miriam tager den første bonde. Louise slår contra. En springer må lade livet, og en løber bliver byttet ud. Flere kommer hen til bordet. Miriam er i offensiven. Louise presset på tiden. Hun bider i neglen. Trækker, trykker. Al opmærksomhed rettet mod bordet. Miriam sætter sig frem på stolen. Tænker. Trækker. Trykker. Tager en bonde. Smiler lidt. Og med et er det hele overstået. Miriam lægger hånden på uret. Louise Højens tid er løbet ud. De seks andre borde er for længst færdigspillet. De kigger hinanden i øjnene og smiler begge. Giver hånd. Mirriam havde lavet en fejl og ladet et tårn stå helt ubeskyttet, men Louise havde ikke set det. Hun havde haft nok at gøre med at holde styr på tiden. Publikum sitrer og kan ikke lade være med at kommentere kampen. - Nej, hvor ærgerligt at tabe på tid, lyder det. - Du skulle have taget tårnet. Når man har et halvt minut igen, skal man ikke tænke, kommenterer en anden. Var tidspresset Louise forlader lokalet og falder i snak med Miriam og hendes far. De skal lige have evalueret skakkampen, og Louise virker lidt skuffet, selv om hun nødig vil være ved det. - Det var fint nok, men jeg kunne nok godt have spillet lidt bedre. Jeg havde ikke så meget tid tilbage, og så tænker man ikke så meget, forklarer hun. Der er ikke meget tid, før hun igen skal sætte hjernecellerne i omdrejninger. Fem minutters pause mellem kampene. Louise åbner døren til 10. B og lister igen indenfor til de ternede bræt og de tikkende tidsrøvere. Resten af dagens kampe går ikke helt som forventet. Louise taber et par kampe og ender på en 4. plads, men hun kan prale af at have presset den samlede vinder. Det tabte mesterskab tager dog ikke modet fra Louise Højen. Hun vil fortsætte, mens interessen er der, eller indtil skuespillerdrømmene skal indfris. - Jeg har aldrig været træt af skak, og jeg ved ikke lige, hvad der skulle være mere spændende, siger hun.