Skal Amtsrådet bestemmeover vore liv?

Hospitaler 16. september 2002 08:00

SYGEHUS: To be og not to be. Ja – det spørgsmål har man snart ikke lov til at stille mere, for nej – vi bestemmer ikke mere over vort eget liv. – Det gør medlemmerne af Amtsrådet. Hvad tænker I dog på? Hvorfor lukker I ikke hele sygehuset på en' gang? Så er der jo endnu flere penge at spare og det er jo efterhånden kun det der tæller. Men hvorfor skal der altid spares de forkerte steder? Det er næsten altid indenfor social og sundhedssektoren samt indenfor ældreplejen. Hvad med at prøve at skære ned andre steder – så som kulturen. Nej, det duer jo ikke, for det er jo bedre, at I kan få en hyggeaften i Teatret, end at der kan reddes menneskeliv på Brovst Sygehus. Hvorfor ikke lukke Aalborg Teater og køre en tur i Det Kongelige - en brobizz samt køreturen derover, er vel næsten billigere end sygetransport fra Brovst til Frederikshavn Sygehus. Men nej, sådan skal det jo ikke være. Os, der bor i Brovst og Fjerritslev, er jo bare en flok "bonderøve" i jeres øjne. Vores liv bliver jo altså ikke sat så højt som dem i storbyerne, det er virkelig en "fin" politik. Det er snart lige før, at vi skal til at kæmpe på lige fod, med dem der kæmper mod racisme. I siger godt nok, at I kan spare flere millioner kroner. Men kan det nu også passe? Hvad vil I gøre med den ekstra sygetransport? Understøttelse til alle de der bliver arbejdsløse i Brovst og det vedrører jo virkelig mange – alt personalet på sygehuset, Falck, Taxi, gartner m.v. – men bedemanden, han får til gengæld nok travlt og penge i kassen – skat. Hvad med alle dem i Fjerritslev, der normalt skal indlægges på Brovst Sygehus? Tror I ikke, de vælger Thisted Sygehus – frem for at rejse så langt som til Frederikshavn, Hjørring eller Ålborg? Vi har jo efter den nye regering frit sygehusvalg, så kan det jo godt være, at folk omkring Fjerritslev vælger Thisted, frem for at køre de 100 km til Frederikshavn. Hvis en kommune på ca. 6000 indbyggere vælger det frie Sygehusvalg? Og reelt set, kan vi fra Brovst jo også vælge Thisted Sygehus, vi har trods alt kun ca. 65 km derop herfra. Bliver der så en besparelse på tre millioner kroner? Det er jo bare at lukke for den ene pengekasse og tage fra den anden. Hvad med de pårørende til dem, der skal indlægges? Vil Amtet betale for den længere transport for dem? Alle vil jo gerne se sine nærmeste, når de er indlagt. Men hvor mange har mulighed for transport helt til Frederikshavn? Det duer da i hvert tilfælde ikke med offentlig transport, så vil det jo vare en hel dag. Besøger I aldrig selv pårørende der er på sygehuset? Kære Amtsrådspolitikkere. Prøv dog at være menneskelige. Har I tænkt over hvad dette indebærer for jer selv? Vi har hospice-afdeling i Brovst, men hvor mange har mulighed for at have denne tætte nærhed i den sidste værdifulde tid, de kan have sammen med deres kære, hvis Brovst Sygehus lukker og alt skal foregå i Frederikshavn? Lige et sidste spørgsmål. Når I har lukket Brovst Sygehus, bliver Falck i Brovst og Fjerritslev også lukket? Hvad med vores lægehuse? Så får vi det "rigtig godt" her i Brovst og Fjerritslev kommuner. Kære Amtsrådspolitikere. Prøv at forestil jer at sidde i f.eks. Attrup eller Slettestrand og få et hjertestop. – Hvem kan overleve det, når der først skal komme en ambulance fra Aalborg og så retur til Aalborg ca. 1½ - 2 timers kørsel. Er vores liv ikke mere værd herude på landet? I burde tænke jer bare lidt mere om, men er det her bare panik før lukketid. Skal I afprøve jeres kræfter inden I måske bliver væltet af pinden i 2004? Og gør I det, I gør, vil vi håbe, at I bliver sat af, for så er I ikke jeres stillinger værdige.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...