Skal DR straffes?

Når de borgerligt liberale politikere ikke har de frie markedskræfters "usynlige hånd" at støtte sig til, havner de næsten uvægerligt mere end langt ude på herrens mark.

Skade, al den stund op mod en tredjedel af den arbejdende befolkning er beskæftiget med produktion af ydelser, der ikke er bestemt for det såkaldt frie marked, og grunden til, at vi gennem de seneste seks år har set den ene ¿skandale¿ efter den anden inden for børnepasnings-, fritids- og skoleområdet, de videregående uddannelser, sundhedsvæsenet, den sociale sikring og omsorg for de syge, handicappede og ældre samt andre udsatte grupper m.v. Senest har regeringen brilleret med sin håbløse håndtering af det åbenbart alt for store og avancerede, i al fald åbenlyst ustyrlige DR-byggeri i Ørestaden. Først ¿lokkedes¿ Danmarks Radio til at puste liv i Ørestadsprojektet ved at opføre et domicil i den nye bydel. Så skred anlægsbudgettet, bl.a. fordi lokkemidlerne var den fremmeste kvalitet og teknik, foruden en passende størrelse. Det straffede de magthavende politikere med at lade Danmarks Radio spare på driften ¿ til skade for ejerne, altså hele Danmarks befolkning ¿ for at dække budgetoverskridelsen på anlægget. Se, det er økonomi for viderekomne. En markedsorienteret virksomhed ville formentlig som det første forsøge at producere sig ud af miséren. Den finansielle budgetoverskridelse kan dækkes ved at sælge mere og/eller ¿ hvis en kvalitetsforbedring kan forsvare det ¿ dyrere. De til formålet nødvendige bygninger og maskiner m.v. er der jo. Deres opførelse og anskaffelse er, ligesom budgetoverskridelsen, fortid ¿ realt set. Nu- og fremtiden er at bruge det eksisterende anlæg til at løse det ¿arvede¿ finansielle problem. Den private markedsvirksomhed har imidlertid de priser, der kan opnås for dens ydelser, at rette ind efter. Det har Danmarks Radio ikke ¿ umiddelbart. Den skattelignende licens og statstilskuddet varierer jo ikke direkte med lytter- og seertallene. Den ¿usynlige hånd¿ har trukket sig ud af billedet og ladt regeringspolitikerne i stikken. Derfor er de kommet for skade at vælge den dårligst tænkelige løsning: At tvinge Danmarks Radio til at afskedige medarbejdere, beskære produktion og kvalitet og derfor ikke at udnytte det nye anlæg optimalt. Flerdobbelt ressourcespild ¿ dels af bygninger materiel og teknik, der åbenbart kun skal anvendes til at åbne og servere radio- og tvkonserves fra nødlageret, dels af kvalificerede medarbejdere, der enten fyres eller sættes til at beskæftige sig med arbejde, de ikke er uddannet til ¿ og spild af befolkningens licens- og skattekroner. At vælge denne, den mindst markedslignende løsning kan vel ikke bare være en enøjet, finansielt fikseret bogholders værk. Er baggrunden måske, at en håndfuld politikere ¿ i bedste Erhard Jacobsenstil ¿ generelt har set sig gale på Danmarks Radio? Eller er formålet at forbedre TV 2¿s situation, så den udmærkede virksomhed til sin tid kan sælges dyrere? Svaret får vi nok aldrig, så vi tvinges til at gætte ¿ på, utilstrækkelighed.