Skal fattige nøjes med at lege på motorvejen?

S-MILJØPOLITIK:17.8. reklamerer medlem af Folketingets miljøudvalg for Socialdemokratiet, Torben Hansen, rigtigt for Socialdemokratiet som miljøets frelser! Det er vældigt fint, at Torben Hansen kæmper for at bevare naturområder langt fra storbyen, men har folk uden bil ikke også ret til muligheden for at opleve en fredfyldt grøn plet? Det skulle man ikke tro, når man nu kan opleve, at det samme Socialdemokrati kæmper for at få belagt både Egholm, Klostereng, Restrup Enge, og Østerådalen med en gang motorvej! Hvordan hænger dette overhovedet sammen med den miljøpolitik som Torben Hansen siger, at Socialdemokratiet står for? På mig virker det dobbeltmoralsk, eller også har partiet blot ikke nogen entydig politik på miljøområdet, som gælder for både stat, amt og kommune? Tilmed er motorvejen over Egholm og de andre naturområder dobbelt så dyr at lave som en udvidelse af den nuværende øst for Aalborg. Er det god økonomisk sans, og hvor skal pengene findes til dette projekt? Måske Torben Hansen som medlem af Folketinget kan hjælpe med at udrede dette, for hans partikammerater i Nordjyllands Amt og Aalborg Kommune, har ikke haft lyst Jeg formoder da, at Socialdemokratiet som fortalere for de mindrebemidlede vil sørge for, at også de har en mulighed for at komme i naturen, også selv om de ikke har råd til en bil. Eller skal de nøjes med at lege på motorvejen?