Skolevæsen

Skal lærerne bare se passivt til?

I sit indlæg til forsvar for loven om elevplaner (27.3.) taler skoleleder Grethe Andersen magtens sprog.

Andet kan hun ikke, for hendes megen tale om evaluering og dokumentation til trods kan hun på ingen måde sandsynliggøre, endsige bevise, at skoler, der bruger elevplaner, klarer sig et hak bedre end skoler, der ikke bruger elevplaner. Men hun har da ganske ret i, at det er den, der betaler musikken, der bestemmer, hvad der skal spilles. Og hvis lærernes arbejdsgivere virkelig insisterer på at tvinge dem til at spilde deres kostbare arbejdstid på dette nyttesløse pjat, så kommer de jo til at bøje sig for det og makke ret. Om politikerne så valgte at bruge skolens penge på guldvandhaner på drengetoiletterne og russisk kaviar i kantinen, måtte lærerne finde sig i at se passivt til. Klappe i deres små hænder og lade som om, at det er en strålende idé, det vil de altså bare ikke. Og betale dette useriøse fråds med gratis arbejde i lange baner vil de endnu mindre, uanset hvor meget Grethe Andersen og Bertel Haarder puster sig op.