Skal skære ind til benet

NY BISKOP: Folkekirken står over for mange vanskelige opgaver rent strukturelt – og den største er måske i virkeligheden spørgsmålet om, hvordan man kan fastholde Folkekirkens kerneopgaver: forkyndelse, mission, diakoni og undervisning i en modernitet, hvor økonomiske parametre og managements kulturen langsomt har sneget sig ind i såvel lovgivningen som i tænkningen omkring Folkekirken. I en lille samling godbidder skrevet af børn om Bibel og kristendom udtaler Rune på seks år sig med følgende vise ord: ” En discipel er en slags æsel!”. Egentlig ikke så dumt sagt, - hvis man med æsel forstår et vedholdende, modigt, stædigt, stærkt, arbejdsomt og nøjsomt væsen. En biskop er på denne måde at sammenligne med en discipel. I Aalborg Stift står valget mellem tre kandidater, som - uanset hvem der bliver valgt - skal være i stand til at navigere i en tid, hvor en række forhold er under opbrud og det nye har endnu ikke helt fundet et solidt leje. Og hvor der efterspørges mere spiritualitet og andre gudstjenesteformer. I den situation har det kirkelige liv brug for det rette menneske i bispesædet. Brug for et myndigt, mildt og muntert menneske - en ”discipel” med både styrke, mod og logistisk kunnen og * som er tillidsvækkende og folkelig * som kan skære ind til benet i situationer, hvor det kræves * som har forståelse for stiftets særpræg og dets befolkning * som er systematisk og har et stort overblik * som kan håndtere medierne * som kan samarbejde bredt – uden at miste hverken sig selv eller fokus undervejs * som vægter undervisningen af alle aldersgrupper højt * og som har den humor og personlige ballast, som er uundværlig i en lederstilling. Grundtvig skrev i et af sine digte at ”åndens løsen er bedrifter”. At vække ånden kommer således først, og at formidle kristendommens fortællinger er at oplive mennesker, så de får lyst til at vide mere, at lære ganske enkelt. Det burde være er et centralt omdrejningspunkt, for uden kendskab til det, der har båret såvel den kultur, som det samfund, man er vokset op og blevet menneske i, ved man ikke hvem man selv er. I den situation bliver man et nemt offer for diverse religiøse og semireligiøse spradebasser eller man bliver offer for sine egne fordomme. Aalborg Stifts nye biskop skal med sikker og myndig hånd kunne skabe rammerne for en gedigen offensiv både når det handler om undervisning – om at vække ånden – og om at skabe strukturer for forkyndelsens skyld og ikke for strukturens egen skyld.