Skal - skal ikke flytte til Lønstrup?

Lindholm 1. juli 2003 08:00

LØNSTRUP: Andelsbolig i Lindholm, Tårs eller Lønstrup? For Linda Frederichsen fra Tårs er der ikke meget at betænke sig på, hvad stedet angår. Og hun har kigget de andre steder. - Men jeg har i mange år haft lyst til at flytte til Lønstrup. Der er nu en anden luft ved havet, konstaterer hun, der denne eftermiddag er på kig ved den gamle station på Kystvejen i Lønstrup. Her fortæller ejendomsmægler Jens Jørn Calundan om ni nye andelsboliger på hjørnet Lønstrupvej/Kystvejen. Fire er afsat. Om endnu en køber går byggeriet går i gang, og de første kan flytte ind til jul. - Det kunne godt være mig, erkender Linda Frederichsen, der finder de kommende træhuse attraktive efter tegningerne at dømme. - En have på cirka 150 kvm er lige noget, min havemand kan overkomme, påstår hun med et smil og et blik til den omtalte mand. - Jeg er bare med, siger Knud Serritslev fra Østervrå og kan alligevel ikke helt lade være med at blande sig ved udsigten til, at stationens gamle ventesal bliver fælleshus: - Her kan du holde fest. Centralt Boligerne bliver i et plan i størrelse 90-105 kvm. Og den størrelse passer fint til Linda Frederichsens behov. Lige lovlig dyre finder hun dog, at især huslejen er. Fra 275.000 til 295.000 kr. i indskud med en månedlig husleje på 4837 til 5500 kr. er mere, end hun betaler nu i sit eget hus i Tårs. - Og det skal selvfølgelig også sælges først, før der kan blive tale om at flytte. Jeg synes måske også, der er langt til købmanden herfra, siger hun med tanke på huset på Tykskovvej. - Jeg bor kun 100 meter fra købmand, kirke og sparekasse, så det kan ikke blive mere centralt, synes damen. - Men spændende ser det ud, og jeg vil tænke alvorligt over det.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...