Skal slægt følge slægters gang?

@Brød.9.uncial.Taz:? Jeg er en omhyggelig læser af dine indlæg i NORDJYSKE såvel som dine bøger. Du efterlader altid en vinkel på de ”opgaver” du får stillet, der ikke lå lige for i mit verdensbillede. Jeg håber, du vil komme med endnu en ny vinkel i denne hjertesag. Vores højtelskede datter, ca. 35 år, fik for over seks år siden diagnosen depression. Hun havde et krævende arbejde på Rigshospitalet da hun blev syg. Efterfølgende er hun blevet gift og for ca. tre år siden kom deres lille dejlige søn S til verden. Min egen nu afdøde moder led af samme sygdom som min datter. Slægt skal følge slægters gang er en sætning, der grufuldt mange gange er gået igennem mit hoved, ikke mindst efter at S er kommet til verden. Bedsteforældrerollen går min hustru og undertegnede op i med liv og sjæl, og vi har den ubeskrivelige glæde, at vore følelser gengældes. Det skyldes ikke mindst datterens og svigersønnens store generøsitet. Vi får lov til at have S i tidsrum der giver plads til mere end blot en is og en tur i skoven. Vi vil gøre, hvad gøres kan for, at S ikke skal gennemleve det helvede, jeg selv gennemlevede med min egen moder. S er ufrivilligt født ind i en rolle, der meget snart kan begynde at give ham skyldfølelse, skyldfølelse og atter skyldfølelse samt en masse fortvivlelse og alle de andre ting af samme skuffe. Han er allerede begyndt at blive meget alvorlig. De få gange vi har hentet ham i vuggestuen, mødes man af en alt for alvorligt udseende lille dreng, der uden smil drøner rundt og viser os alt det, han kan. Man kan høre ham tale med sig selv under leg hjemme hos os, hvor sætninger som ”min mor har også et arbejde” eller ”ked af det” forekommer. Det skærer i hjertet at høre, men lige meget med det, det er ikke os men S det drejer sig om. Nu skal S i børnehave. Det glæder han sig tilsyneladende til. Han fungerer efter hvad vi ved også godt sammen med andre børn. Han er af den lille type hvorfor han må kæmpe lidt mere for at komme igennem, hvad han så også gør. S og hans forældre bor en tre kvart times kørsel i bil fra os. Har du nogle vinkler på, hvad hans forældre, bedsteforældre og hele hans heldigvis store netværk kan gøre for, at han kan komme psykisk uskadt gennem de forestående vigtige år, så slægt ikke skal følge slægters gang. Intet skal være uforsøgt. Det være sig fra intensiv familieterapi til, Gud forbyde det, at vi skal glide ud af hans opvækst for ikke at påvirke ham. Hvornår bør man sætte et barn ind i slægtens svøbe? Vi valgte, sikkert fejlagtigt, ikke at fortælle vore børn om min moders dødsårsag, før de blev 10 – 14 år. @Brød.9.uncial.Taz:!Lad mig begynde med at sige lidt om ”arvelighed”, når det gælder psykisk sygdom. Begrebet bruges ofte vældig definitivt, som om der var tale om et veldefineret gen eller mangel på samme. Sådan er det langt fra altid. Hvis det ellers kan passe ind i dit og din kones temperamenter ville jeg derfor satse på håbet frem for frygten. En anden ting er selvfølgelig det, du selv har oplevet, nemlig, at livet som barn af en psykisk syg mor eller far er tungt og uundgåeligt sætter sig spor i barnets personlighed, livssyn, selvbillede osv. Men det handler, som du sikkert også ved, ikke bare om negative spor. Jeg vil anbefale jer at læse min kollega Karen Glistrups meget fine bog ”Hvad børn ikke ved har de ondt af” og aflægge et besøg på www.kempler.dk, hvor I vil se omtale af et par nye bøger, som også beskæftiger sig med psykiatri og psykiatriske lidelser i relation til familien. Der er to vigtige udgangspunkter for jeres barnebarns fremtidige opvækst og udvikling: Det første er, at der er total åbenhed mellem jer og jeres datter og svigersøn og en fælles erkendelse af, at jeres barnebarns opvækstbetingelser ikke er optimale og at der derfor er en fælles forpligtelse til at stille op i forhold til dette, så godt I nu hver for sig kan. Det er ikke enkelt at modtage den slags hjælp fra sine forældre og svigerforældre, ligesom det ikke er let at vide hvor meget, hvornår og hvad man skal stille op med i jeres rolle. Ideelt set bør følgende ramme etableres: et halvårligt møde mellem jer, hvor man gør status og så bør jeres datter og svigersøn have en månedlig, forebyggende samtale med en erfaren psykolog/familieterapeut. Jeres datter martres af skyldfølelse og hendes mand vil med mellemrum blive totalt udmattet og frustreret over, at han ikke kan hjælpe den kvinde, han elsker. Begge dele fører ofte til aggression og det er det sidste nogen af parterne har brug for. Det andet er, at jeres barnebarn er, som han er. Ingen kan vide, hvordan han ville have udviklet sig under andre omstændigheder og han har præcis samme behov for at blive set, hørt og taget alvorligt, som alle andre mennesker. Derfor er det vigtigt, at I kontrollerer jeres bekymringer og angst ,så han ikke ganske langsomt bliver et ”projekt” eller et barn som skal ”frelses”. Han har de forældre, han har og det skal han, ligesom alle andre børn, finde ud af at forholde sig til og leve med. Han er ved at være i den alder, hvor det vil være meget værdifuldt for ham, at bedstefar en gang imellem, når drengen er trist, siger, ”Jeg kan se at du er trist, og jeg vil gerne fortælle dig en historie fra dengang, da jeg var lille” – og fortæl ham så udvalgte oplevelser fra din egen opvækst med en psykisk syg mor. Han har meget mere brug for anerkendelse end for hjælp! Ud over sine bedsteforældres kærlighed og visdom har han brug for at være barn sammen med andre børn – dvs. gøre alderssvarende ting, være ufornuftig, fræk og uansvarlig – og S han har brug for opmuntring til at tage ansvar for sig selv. Livet med en psykisk syg forælder mobiliserer ekstreme grader af det, jeg kalder ”social ansvarlighed” i børn og denne tendens til at sætte alle andres behov før sine egne, kan man, som du sikkert selv har erfaret, ikke stille noget op med. Den bliver en fasttømret del af et menneskes karakter og den eneste modgift er evnen til også at tage ansvar for sig selv – sine egne grænser, behov og følelser. Skulle det derfor i løbet af de kommende år vise sig, at han af og til bliver ”egenrådig”, ”stædig” o.l. kan I slappe af en stund og fejre det med et godt glas vin! Børn af psykisk syge forældre får ikke nødvendigvis et dårligere liv end andre børn, men de får helt sikkert et anderledes liv og derfor kan både han og hans forældre få brug for hjælp, hvis han i de kommende år støder ind i pædagoger eller lærere som problematiserer det faktum at han ikke er et ”A4-barn”. Han vil f.eks. på et tidspunkt isolere sig fra sine jævnaldrende, fordi deres univers er så forskelligt fra hans eget. Om det sker når han er fire eller fjorten, kan ingen vide, men stol altid på hans egen vurdering og glem aldrig, at I ikke kan frelse ham fra ensomheden – kun være sammen med ham om den.