Skal tjene på tyske møller

Global Wind Power og Nordjysk Elhandel går i samarbejde

Anders Abildgaard
Bo Lynge Rydahl, direktør for Nordjysk Elhandel: Den nye lov er en døråbner til det tyske marked.Arkivfoto: Lars Pauli
Vindenergi 4. november 2011 10:30

To store nordjyske virksomheder inden for energisektoren, Global Wind Power i Thisted og Nordjysk Elhandel i Aalborg, går nu sammen for at give danske investorer bedre muligheder for at udnytte nye muligheder på Europas suverænt største marked for vindkraft, Tyskland. Hidtil er strøm fra vindmøller blevet afregnet til faste priser i Tyskland. Til nytår træder en ny lov i kraft, så strømmen kan sælges på markedsvilkår. Det betyder, at det med ét slag bliver langt mere attraktivt at investere i vindmøller i Tyskland. De muligheder vil de to nordjyske virksomheder udnytte gennem et tæt samarbejde, hvor de stiller med hver deres speciale: Global Wind Power har gennem mange år udviklet vindmølleprojekter i Tyskland, og Nordjysk Elhandel er Danmarks førende virksomhed inden for handel med strøm fra vindmøller. - Lidt forenklet kan man sige, at vi sørger for at bygge vindmøllerne, mens Nordjysk Elhandel sørger for at sælge den strøm, møllerne producerer, forklarer Simon Krøs, marketingdirektør i Global Wind Power. - Den nye lov gør det muligt for os at sikre mølleejerne en fast præmie oven i den faste tarif, de har i dag. Det betyder, at vi kan gøre det rentabelt og risikofrit at gå på markedet, forklarer Bo Lynge Rydahl, adm. direktør for Nordjysk Elhandel, der betegner den nye lov som "en døråbner" til det tyske marked. Største marked For Global Wind Power er Tyskland allerede i dag virksomhedens største marked. Ud af den portefølje på 400 MW, som virksomheden administrerer, er de 334 MW placeret i Tyskland. Møllerne i Tyskland producerer strøm svarende til det årlige elforbrug i tæt på 200.000 husstande. Størstedelen er finansieret af danske investorer. Samarbejdsaftalen mellem Global Wind Power og Nordjysk Elhandel gælder i foreløbig to år.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...