EMNER

Skal velfærd målrettes?

Diskussionen om fremtidens velfærdssamfund ser nu for alvor ud til at være blevet en del af den politiske debat både i og uden for Folketinget, men før vi bliver slæbt ud af stepperne af Foghs faste greb om lassoen, kan det være en god idé at tænke lidt nærmere over, om der er noget, vi glemmer på vejen.

Eksempelvis kunne det være nødvendigheden af politik i diskussionen om velfærden – politik forstået som værdier og holdninger, hvilket må siges at udgøre kernen i politik hvor forbløffende det end kan forekomme at være. Både nu og i det lange tilløb til velfærdsdebatten har mange politikere (fra et bredt udsnit af partifarver) gjort sig skyldige i at af politisere diskussionen ved at henvise til fremtidens udfordringer og problemer og dermed gøre reformerne til et påtrængende nødgreb. Faren er, at politikeren gør sig selv til en administrator af velfærdsstaten der blot sidder og tager rationelle beslutninger ved at kigge på bundlinjen. Dermed ikke sagt, at realpolitiske hensyn ikke bør være en del af debatten, men frygten for at debattere med danskerne kan gøre det fristende at af politisere debatten. Det er nødvendigt, at vi også tager diskussionen om hvilke værdier, der skal præge det land, vi lever i. Ønsker vi eksempelvis at bevare den brede velfærdsstat, som alle danskere føler sig som en del af som ramme om et fællesskab med stor sammenhængskraft – eller bør vi målrette velfærden til dem med behov og lade solidariteten gro individuelt ud af vores med ansvar for hinanden? Hvilke værdier og tiltag kan sikre, at vi ikke får en ny kulturel underklasse, der er hægtet af globaliseringen og de mange nye muligheder? Det er udfaldet af den slags diskussioner, der kan udmunde i en reformpakke med mere perspektivrige løsninger. Det kan anvise en holdbar vej fremad for fremtidens Danmark, og det kan skabe en fælles platform af værdier og dermed ikke blot give et samfund båret af nødløsninger og pessimisme over for fremtiden.