Skal vi beholde værnepligt?

Skal vi beholde værnepligten efter 2009? Et af de mange emner, der skal behandles i Forsvarskommissionen og senere i forsvarsforligsforhandlingerne er værnepligten, skal den bevares, og i så fald i hvilken form, eller skal vi overgå til et 100 pct. professionelt forsvar og redningsberedskab?

Som barn af værnepligten, som tjenstgørende soldat i 42 år og som tidligere chef for tusinde af værnepligtige er mit umiddelbare personlige svar, ”ja, selvfølgelig skal vi det!”. Jeg kan også alle de gode argumenter. * Vi rekrutterer bredt til de internationale opgaver via værnepligten. * De værnepligtige får en god og relevant uddannelse. * De værnepligtige har gavn af deres tjeneste, og det vil støtte deres liv i årene fremover. * Forsvaret bevarer kontakten til samfundet. * De værnepligtige er basis for tilgangen til hjemmeværnet. * Nogle steder er op til 18 måneders ventetid på at aftjene værnepligt. * Ca. 66 pct. aftjener værnepligt som frivillig værnepligtig. * Vi kan ikke undvære de værnepligtige, især ikke i redningsberedskabet, osv. Jeg erkender imidlertid som ansvarlig politiker, at den form for argumentation ikke holder på sigt. Der skal være flere og mere saglige begrundelser for efter 2009 at ”tvinge” unge værnepligtige ind til en uddannelse, der kan resultere i, at den værnepligtige vil komme op til et år bagud med de civile studier. Jeg vil tillade mig at se på den nyere historie. I 1983 fik vi en ny personellov, som baserede sig på betænkning 902 vedrørende Forsvarets nye Personelforhold. Som en konsekvens af denne betænkning blev der nedsat nogle arbejdsgrupper, Arbejdsgruppen vedrørende Tjenesteområder (AGT), Arbejdsgruppen vedrørende Uddannelse (AGU) og ikke mindst Arbejdsgruppen vedrørende værnepligt (AGV). Disse grupper analyserede enhver stilling og enhver funktion i Forsvaret, vurderede om stillingen skulle være civil eller militær, vurderede på hvilket niveau stillingen skulle placeres, og hvilken sum af viden, færdigheder og erfaringer stillingsindehaveren skulle have. Et meget grundigt arbejde. AGV vurderede tilsvarende alle funktioner, som værnepligtige skulle uddannes til efter hjemsendelse, hvilken uddannelse funktionen ville kræve og herefter, hvad behovet for uddannelsestid og efterfølgende behov for mønstringer var. I princippet blev der herefter ikke uddannet en værnepligtig uden, at der var en plads til ham i mobiliseringsstyrken og uden, at der var en struktur den værnepligtige kunne operere i ved en indkaldelse efter landets behov. AGV medførte, at vi fik differentieret værnepligtsuddannelsestider. Med andre ord, der var et behov for enhver færdiguddannet værnepligtig, og alle vidste, hvor lang tid før indsættelse, den værnepligtige skulle indkaldes til supplerende uddannelse. Ikke alle var som bekendt begejstret for dette system, da det klart viste, at der ikke var et reelt behov for værnepligtige i Søværnet og et mindre behov i Flyvevåbnet end i Hæren. Politisk var dette arbejde imidlertid en klar begrundelse for den fortsatte værnepligt i Danmark. Efterhånden som truslen mod Danmark ændrede sig, blev det klart, at behovet for de funktioner, som de værnepligtige ind til da blev uddannet til, stort set forsvandt. Derfor var der nogle rutinerede oberster, der forud for sidste Forsvarsforlig ”krævede” en ny AGV med en deraf følgende behovsopgørelse for stillinger til værnepligtige efter hjemsendelse og den heraf afledede uddannelse og værnepligtstid. Dette skete ikke, tværtimod. Politisk blev det bestemt, at vi skulle bevare værnepligten med en 4 måneders grunduddannelse efterfulgt af en placering af den uddannede værnepligtige i et centralt register uden krav om designering, uden krav om mønstringer og reelt uden opbakning med udrustning, uniformer og planlagte opgaver. Personelloven blev ikke ændret, så reelt kræver loven, at der et behov for en mobiliseringsplacering, selv om jeg må erkende, at disse stillinger i 2009 vil være anderledes end stillingerne under Mobiliseringsforsvarets tid. Jeg mener, at politikerne, Forsvarets øverste ledelse og ikke mindst planlæggerne her svigtede vore værnepligtige ved ikke at ville identificere de funktioner, der er behov for til hjemsendte værnepligtige. De svigtede også ved ikke at have analyseret uddannelsesbehovet og dermed uddannelseslængden op imod de konkrete behov for anvendelser. Det største svigt er imidlertid, at systemet reelt ikke kan virke. De værnepligtige er ikke uddannet i grupper, delinger, underafdelinger med chefer og førere. Der er ikke nok materiel, udrustning og uniformer til de værnepligtige, der er placeret i registret, hvis de mod forventning skulle blive indkaldt i en alvorlig situation. Reelt betaler vi i dag de ca. 300 millioner kroner, som værnepligtssystemet koster, alene til en rekrutteringsbase til uddannelsen til de internationale styrker. Som ansvarlig politiker må jeg kræve, at Forsvaret og redningsberedskabet opgør deres behov for værnepligtige i en ”mobiliseringsstyrke” af en eller anden form. Herefter skal der gennemføres en fornyet AGV-behandling, og først herefter kan der politisk tages stilling til bevarelse af værnepligten, dens form og værnepligtslængden. Hvis Forsvaret og Redningsberedskabet ikke magter denne opgave, er der to muligheder: * Vi politikere erkender, at vi alene bruger værnepligten som en rekrutteringsbase til fortsat uddannelse samt til gavntjenestesoldater i Redningsberedskabet eller * Vi politikere må suspendere værnepligten ind til et reelt behov igen opstår. Som mange andre opgaver i Forsvarskommissionen, kræver dette spørgsmål hårdt og relevant arbejde og alvorlig politisk dømmekraft.