EMNER

Skal vi blande os?

Alle forældre med større børn stiller sig selv spørgsmålet: skal vi blande os i, hvor meget og hvad vores barn skal og må drikke? Og som altid afføder lige præcis den slags holdningsmæssige spørgsmål endnu flere spørgsmål og sætter gang i tankerækker. Hvordan var det dengang, man selv skulle i gang med fester og sprut? Blandede de gamle sig i det? Hvis de gjorde, er det i hvert tilfælde for længst glemt og borte. Ergo kan der ikke overføres erfaringer direkte lige på dette punkt. Og det er netop det helt store spørgsmål? Kan man i det hele taget sige noget generelt om det? Vores erfaring med egne børn (nu seks), der allerede har gennemlevet den allerfarligste alder 14–18 år, er, at det er umuligt at sige det samme til dem alle. Alle børn er forskellige og kalder på forskellige "strategier" og måder at blive forstået og anerkendt på. Nogle har haft brug for helt klare aftaler og har følt sig godt passet på med den sikkerhed og tryghed, der ligger i fx et afmålt kvantum sprut medbragt til en fest. De har haft brug for en "undskyldning" for ikke at drikke igennem, som det hedder. Mens andre har følt det som et overlagt angreb på deres selvstændighed og som et udtryk for tillidsbrud. Et af børnene har vi ganske enkelt aldrig talt med det om. Lejligheden har ikke været der, og ingen har fundet det naturligt at tage emnet op. Ingen af børnene har vist tilbøjelighed til overdreven brug af spiritus. Men vi har da hentet hver og en i en ikke særlig attraktiv tilstand af beruselse, hvor de selv eller andre har vurderet, at nu måtte der vist ringes efter os. I den situation bliver man taknemmelig over, at ansvarlighed hos andre unge eller voksne har været så stor. Det er ikke sjovt at blive syg og udstille sine svagheder i den alder (eller nogen anden alder). De unges spiritusvaner afspejler forældrenes. Det er lige så soleklart og uden for diskussion, som det er med rygning. Børn af rygende forældre bliver rygere. Denne sammenhæng betyder desværre, at de børn og unge der mødes med de mest liberale holdninger – endog til tider med opfordringer til druk – også er de unge der har den største risiko for at blive lidt for glad for spiritus. Vores hverdagskultur har ændret sig radikalt på dette punkt i de sidste 20 år. Fra at være noget, man gjorde til højtider og store begivenheder, er spiritus i dag ofte noget hverdagsagtigt. Men hvorfor drikke spiritus. For at give oplevelserne en ekstra dimension – have det sjovt. Det er den gammelkendte definition. Altså alkohol ved festlige lejligheder. Indtagelse af spiritus i hverdagen var forbeholdt mandearbejdspladser og så alkoholikerne. Det nye er i mange familier i dag, at vinen mange steder er med på spisebordet og foran fjernsynet og dermed opfylder drikkeriet også et behov for afstresning. For hvile. Til afslapning og laden stå til. Så bliver det pludselig meget mere forståeligt, hvorfor flere mennesker drikker mere og stærkere end tidligere (ud over at vi har bedre råd til det i dag). For at kunne stresse af. Det er ikke en berigelse af hverdagskulturen, men heller ikke nødvendigvis en forringelse. Det kommer helt an på, hvor tvangsbetonet ens drikkevaner har udviklet sig. Man må som forældre dog tænke på, at den måde man omgås spiritus på kan være uheldig i forhold til de unge i familien. Og mens børnene er små, kan en fuld mor eller far sætte barnets følelser helt i oprør – det er svært at kende vedkommende, og de bliver så uforudsigelige. Så ja. Vi skal som forældre blande os. Det er vores opgave. Vi skal blande os i de unges indgang til voksenlivet på dette felt. Men vi skal også overveje vore egne forbrugsmønstre. For vi er rollemodeller.