Skal vi finde os i det?

Computeren gik i stykker. Som en naturlig ting henvendte jeg mig til en forhandler. Han så på mig. Så oplyste han mig om, at det ville koste 500 kr. bare at se på apparatet og få et tilbud.

Han mente også, at reparationen ville koste flere tusinde kroner – så anbefalingen blev: Smid den ud og køb en ny! Jeg tror, mange mennesker har haft samme oplevelse. "Køb og smid væk"-samfundet. På landets genbrugspladser kan man finde mange ting. Også dyre. Ofte har de blot en lille skavank. Skift en del – justér en anden – så fungerer det igen. Men det er "lettere" at smide ud og købe nyt. Samme opdagelse kan man gøre i Røde – eller Blå Kors genbrugsforretninger eller hos Kirkens Korshær. Tøj, der er brugt én gang, ligger til salg – ja, af og til ubrugt. Det er selvfølgelig godt for det velgørende arbejde, men er det klogt? Langt værre er det imidlertid, at smid-væk-tanken også har bredt sig til vort syn på andre mennesker. Vi "kasserer" mennesker. Mennesker jagter en "her-og nu"-oplevelse. Meningen er ikke, at vi skal lære mennesker, deres liv, deres holdninger og deres historie at kende. Nej, får vi noget ud af at være sammen med dem her og nu – eller var det bare nogle "spildte" timer? Vi skal leve i nuet – og oplevelsen skal være 100 pct., ellers er der andre og hurtigere oplevelser. Vi vil være uafhængige og uden bånd til andre – for det er besværligt. Tænk at skulle leve med et andet menneskes fortid – alt for besværligt. Som forfatteren Janne Teller lader én af personerne sige i den nye roman "Kattens tramp": "Jeg forstår mig ikke på historie. Jeg forstår mig på nu og her, og jeg er overbevist om at hvis alle levede fra nu af i stedet for i en fortid, der er forbi, ville verden være en anden en bedre. Der er ikke noget at strides om, hvis gårsdagens fortræd er glemt, vel?" Nej, men til gengæld er der heller intet nært forhold til et andet menneske. For vi må skubbe alle andre mennesker og deres erfaringer væk, hvis vi alene skal leve i nuet. Det lyder grotesk, men er det ikke dér, vi er på vej hen? Vi vil "opleve" i stedet for at nærme os. Mennesker, der skal tages stilling til er besværlige – væk med dem. Smid væk! Mennesker skal ikke få det stempel på ryggen, at de er "anderledes". I gamle dage var der plads til "særlingen" eller den, der ønskede at leve anderledes. Men nu? Er man evnesvag eller sindslidende, så gemmes man væk. "Ikke se, ikke høre, ikke eksistere" er devisen. Der er ikke stor lyst til at give plads og da slet ikke på arbejdsmarkedet. En del ældre sidder ensomme på ældrecentre og drømmer om, at børn, børnebørn og venner kommer på besøg. Men døren går ikke op. For livet udenfor er så forjaget og stresset, at de pågældende ikke finder tid. De ældre kan jo også bare sidde og tale sammen og hvad skal vi bruge deres erfaringer til, synes man at tænke. Sandheden er imidlertid, at det er en fornøjelse og en gave at suge til sig af de ældres erfaring og livskundskab. Men det er ét af vore største problemer, at vi er ved at fjerne den røde tråd i vort samfund og omdanne os til her og nu mennesker. Skal vi virkelig finde os i det? Er meningen med livet ikke, at vi skal engagerer os i andre mennesker? Jeg vil ikke "forbruge" mennesker. Jeg vil nyde mennesker. Jeg vil lære af mennesker. Jeg vil være sammen med mennesker. For et liv uden engagement, medfølelse og medleven er et tomt og ligegyldigt liv. Livet har først betydning, hvis det betyder noget i forhold til andre mennesker. Den "nye" livsstil kan derimod risikere at udvikle tusindvis af små egoistiske monstre. Peter Duetoft bor i Sindal, er historiker og har været folketingsmedlem for CD i 1988-2001. Nu landsformand for CD og konsulent, bl.a. ved FN- og EU-demokratiprojekter i udlandet. I morgen skriver Maziar Etemadi, Aalborg, underviser i center for Filosofi og Videnskabsteori på Aalborg Universitet.