Skal vi føde i smerte?

”Der var engang en mand (jeg tror, at han aldersmæssig befinder sig et sted mellem Bent Hansen og Bertel Haarder), der havde ondt i sit knæ p.g.a. slidgigt. Han gik til sin læge og sagde: ” Jeg har ondt i mit knæ, doktor, vil du ikke nok gøre noget ved det”?

Doktoren havde været på kommunikationskursus, så han spurgte patienten: "Hvad tror du selv, at der kan gøres ved det?". Patienten svarer: ”Jeg har hørt, at man kan få et nyt knæ”. ”Det er rigtigt” siger lægen, ”Det kan man godt”. ”Men riget fattes penge, og derfor skal vi finde besparelser i sundhedsvæsenet, så vi tilbyder ikke længere nye knæ. Du risikerer at få mavesår af den smertestillende medicin, som jeg kan give dig. Til gengæld kan jeg sparke dig over benet, så glemmer du nok, at du har ondt i knæet. Og smerter jo ikke noget, man dør af. Nu er du nødt til at gå, der er mange andre, der venter på mine ydelser.” Lyder det som en skræmmende historie? Det tror jeg nok, at de fleste vil synes. Tror I, manden vil finde sig i det? Det håber jeg virkelig ikke. I stedet kunne man ønske sig en læge, der sagde: ”Det skal du ikke gå og bekymre dig om, det må vi have gjort noget ved. Jeg henviser dig til sygehuset, hvor de med stor sandsynlighed vil overveje at give dig et nyt knæ. I mellemtiden kan jeg give dig noget smertestillende. Du skal bare vide, at det i nogle tilfælde kan give et mavesår, som kan kræve behandling, ligesom en operation altid giver risiko for komplikationer. De risici, skal du være parat til at acceptere. Har du nogle spørgsmål til det?” På samme måde skal kvinder på ingen måde finde sig i at få at vide, at de ikke må få et kejsersnit, hvis de ønsker sig det. Den øverste historie kunne i stedet have set således ud: En gravid kvinde på omkring de 30 år siger til sin jordemoder, at hun er bange for at føde (hendes mand var nødt til at gå tilbage på arbejde, fordi de havde ventet 2 timer i venteværelset i jordemoderkonsultationen). Jordemoderen har også været på kommunikationskursus, så hun spørger kvinden: ”Hvad forestiller du dig selv, kan dæmpe angsten?” ”Jeg vil gerne have et planlagt kejsersnit, siger kvinden. Jordemoderen er lige ved at dåne, for det er da det værste hun nogensinde har hørt. ”Sundhedsvæsenet er jo ingen gavebod, lille dame - du må føde i smerte, som kvinder altid har gjort". Kvinden ser fortvivlet ud: ”Jamen, kan vi så ikke lave en aftale om, at jeg i det mindste får en epidural bedøvelse?”, spørger kvinden. ”Nej, det synes jeg er en dårlig ide, for sådan en bedøvelse øger jo sandsynligheden for kejsersnit, og dem skal vi jo undgå, så Bertel Haarder kan bruge pengene på at sende knæpatienter på privathospital i stedet. Desuden synes vi jordemødre ikke, at epidural er godt for hverken dig eller barnet- og det koster jo også. Jeg har dog et rigtigt godt tilbud til dig: Vi kan sprøjte noget vand ind under huden på dig, det gør ligeså ondt som et bistik, men så glemmer du nok, at du har ondt af veerne” (hun kunne også have foreslået et spark over skinnebenet, som lægen gjorde.) ”Jamen, skal jeg så gå og være bekymret resten af graviditeten?” spørger kvinden meget relevant. ”Du skal da ikke bekymre dig, fødsel er jo en helt naturlig ting, og nu er du i øvrigt nødt til at gå, for der sidder mange andre gravide kvinder uden for døren, som du så.” ”Vi ses til fødslen- husk i øvrigt selv at tage mad med til din mand, det har vi nemlig også sparet væk”. Skal kvinder føde deres børn med smerte? Vel skal de da ej! Der skal være tilbud til alle fødende kvinder. Både til dem, som ønsker en så naturlig fødsel, som muligt og til dem, som pga. angst eller tidligere traumatiske fødselsforløb ønsker sig et planlagt kejsersnit. Kejsersnit er jo på alle mulige måder et ligeværdigt alternativ til en naturlig fødsel. ”Jamen, er det ikke dårligt for børnene?”. Nej, det er det ikke. Der er en smule flere, der får brug for lidt støtte til at trække vejret efterfølgende. Til gengæld er fødselsskadede børn i øvrigt stort set ikke forekommende. ”Jamen, er det så ikke dårligt for moderen?” Det gør i hvert fald ondt bagefter! (Jeg taler af erfaring.) Det opvejes dog så rigeligt af den tryghed, som moderen opnår ved at have lovning på et planlagt kejsersnit. Kvinder, som får lavet kejsersnit undgår også en masse fødselsskader i underlivet, hvorfor hun også med mindre sandsynlighed senere vil udvikle en lang række gynækologiske problemer, betinget af fødselsskader senere i livet Kvinder skal have en grundig information, der gør dem i stand til at træffe beslutning om de ønsker at føde naturligt eller v.h.a. planlagt kejsersnit. Det er en myte, at kvinder vælger kejsersnit fordi, de er bange for smerterne forbundet med fødslen. Fra mit arbejde som læge ved jeg, og min helt personlige erfaring er også, at man ønsker sig et kejsersnit, fordi man er hundeangst for, at der skal ske ens elskede baby noget under fødslen. Kejsersnit gør som sagt ondt. Ikke mens det står på, men bagefter. Det tror jeg, at alle kvinder er klar over. At få et barn bliver aldrig smertefrit, men det er heller ikke det, det handler om. Det handler om kvinders frie valg til at træffe et valg på et velinformeret grundlag. Både Bertel Haarder og Bent Hansen har udtalt sig om de planlagte kejsersnit i de seneste dage. Der er sparehensyn, der skal tages. Men at afskaffe kejsersnit er misforstået hensyn. Undersøgelser har tidligere vist, at hvis man tager alle parametre i betragtning, så er planlagte kejsersnit hos førstegangsfødende ligeså omkostningseffektive som en helt almindelig fødsel. Hos flergangsfødende er der en lille merudgift til et kejsersnit. Det regnestykke som Berlingske Tidende har lavet, og som ministeren støtter sig op ad, holder dog overhovedet ikke! Det er skudt langt over målet at tro, at man kan spare 90 mio. kr. ved at afskaffe planlagte kejsersnit. Det simple regnestykke tager kun højde for merudgiften til kejsersnittene. Bent Hansen og Bertel Haarder demonstrerer deres uvidenhed på området meget godt ved at hoppe med på Berlingske Tidendes vogn. Man har ikke indregnet, at op imod 20 pct. af fødslerne under alle omstændigheder var endt med et kejsersnit under alle omstændigheder. Det var de første 18 mio., der ikke var sparet. En del af fødslerne vil ende med komplikationer, og derfor udløse en honorering, der er højere end den sædvanlige. Endnu en indskrænkning af besparelsen, som det dog er svært at sætte tal på. Mange af kvinderne, som får lavet kejsersnit, sparer samfundet for en operation for nedsynkning af livmoderen senere. Dvs. at sygehuset sparer penge til operationen, og kvinderne bliver ikke sygemeldt pga. operationen. Endnu en god bid af de 90 mio. kr. vil blive brugt til at dette formål, hvis man sparer kejsersnittene væk. Muligvis kan man spare en mindre sum penge ved ikke at tilbyde kejsersnit på moders ønske. Men er det en pris, vi er villige til at betale for reelt at afskaffe kvinders ret til frit valg mht. deres krop? Jeg er ikke!