Lokalpolitik

Skal VK kun lytte til nordjyder?

16.6. går Karl Bornhøft helt i selvsving og hælder en møgspand ud over mig i NORDJYSKE's spalter.

Det kunne være nok så interessant, om Bornhøft ville forklare, hvad han selv vil som SF-formand for Nordjyllands amts sundhedsudvalg, og navnlig hvorfor. Hvad er de sygehusfaglige interesser, og hvad er de politiske ønsker? Kravet om en større region lyder meget ligetil. Der er bare den alvorlige ulempe ved forslaget, at borgerne i de mulige udvidelsesområder ikke vil med i den nordjyske region. De er vendt mod Århus. Det har vi fået en klar melding om fra 10 borgmestre i området Viborg-Skive. SF plejer at rose sig af, at de lytter til borgerne. Det gælder vel også dem, der bor i Viborg amt, Karl Bornhøft. Eller synes du ligesom socialdemokraternes Inge Nesgaard, at regeringen skal lytte til nordjyderne, men ikke til midt-vestjyderne? Hvis det største, reelle problem med regionens størrelse er, at patientunderlaget bliver for lille til de højt specialiserede afdelinger på Aalborg sygehus, er det måske mere realistisk at søge en samarbejdsaftale på det område end at flytte grænsen mod syd. Som jeg forstår lægerne, ønsker de i virkeligheden, at Nordjylland bliver slået sammen med den midtjyske region, og at sygehusvæsenet styres fra Skejby. Men det er bestemt ikke ønskeligt af politiske grunde. Vi skal have en velfungerende nordjysk region til at klare de opgaver som VK-regeringen, S, R og DF nu kan blive enige om at lægge i regionerne. Og vi skal have et godt sygehusvæsen i Nordjylland. Det kan Karl Bornhøft og jeg sikkert hurtigt blive enige om.