Skaldet kørelærer narrede 50.000 kroner fra eleverne

Under et navn så tilforladeligt som Byens Køreskole har en mand gennem de seneste par uger gennemført et bedrageri mod en række aalborgensere.

Aalborg 25. august 2007 00:13

I alt er ni personer franarret tilsammen små 50.000 kroner. Det oplyser vicepolitikommissær Karsten Kristensen, Nordjyllands Politi i Aalborg. - De ni reflekterede på en annonce i Vejgaard Avis om kørekort til en fast pris på 9500 kroner, og ved det første orienterende møde med "kørelæreren" betalte otte af personerne et depositum på 5000 kr. hver. En enkelt indbetalte hele beløbet på 9500 kr., fortæller Karsten Kristensen. På det orienterende møde fik eleverne at vide, at teoriundervisningen ville begynde tirsdag 21. august. De blev så senere ringet op, at kørelæreren havde fået influenza, og at undervisningen først ville begynde fredag 24. august med en tur til et køreteknisk anlæg. De ville fra et opsamlingssted i Danmarksgade blive samlet op og i bus kørt til anlægget. Der kom imidlertid hverken bus eller kørelærer til mødestedet i Danmarksgade i går. Der var heller ikke nogen, der svarede, da eleverne ringede til "kørelærerens" mobiltelefon, og så gik det op for dem, at de var blevet fuppet. - Vi har registreret syv anmeldelser og mangler altså to, siger Karsten Kristensen. Anmelderne har været enige i deres beskrivelse af "kørelæreren" som cirka 190 centimeter høj dansker, muskuløs ("han vejer mindst 100 kilo", beskrev én af dem) og helt skaldet. peter.larsen@nordjyske.dk

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...