EMNER

Skalle udløste betinget dom

En kontrovers, der startede med lidt skubberi på dansegulvet på diskotek "Buddy Holly" i Hobro, har nu fundet sin foreløbige afslutning ved retten i Aalborg.

Hovedpersonerne i bataljen var to 20-årige mænd fra Hobro-egnen, som under et diskoteksbesøg i december endte med at "ryge i totterne på hinanden". Episoden resulterede for den ene af de 20-åriges vedkommende i en skalle - og en ordentlig bule i panden. For den anden af ungersvendene er sagen nu endt med en dom på 30 dages betinget fængsel - og en økonomisk kompensation på 800 kroner til modparten for "svie og smerte". Den 20-årige voldsdømte, som ikke tidligere er straffet, har desuden måttet indvilge i at udføre samfundstjeneste. Til gengæld slipper han altså i denne omgang for at havne i fængslet.