"Skallerup-Hallen" tager form

Bowlingbaner og det irske hav rykker nærmere

Irland 25. juni 2003 08:00

SKALLERUP: Selv om branden 16. april tog godt fat i den kommende nye aktivitetshal ved Skallerup Klit Feriecenter, så tegner der sig nu et billede af en multihal, der fremover vil komme både feriegæster og vendelboer til gode. Bowlingbane, sportsbane, squashbane, bar og en hel masse andre nye tiltag tager i disse dage form, og det hele skal stå klar 5. september. Flere steder er der ifølge direktør på Skallerup Klit Feriecenter, Gunnar Schmøkel, lagt ikke mindre end 1,8 meter beton på i tykkelsen for at holde den nye aktivitetshal ordentligt på plads, bl.a. på grund af den vandholdige jordbund tæt ved havet. Betonbilerne har kørt i pendulfart, men snart er al det grå væk, og tilbage står en forlystelseshal, der mest af alt kommer til at minde om et Action House 2 - bare ikke i Løkken men i Skallerup. Og det er da også netop de fire brødre fra Action House i Løkken, der har fået forpagtningen af bar og bowling. Her er firmaet AFAIA i fuld gang, hvor firmaet har specialiseret sig i netop indretningen af barer. Firmaets Ole Mark Jensen har med nænsom hånd de sidste mange dage været i fuld sving med at male det irske hav i barens loft, og når det engang bliver helt færdigt, kan bargæsterne næsten lægge hovedet tilbage og tænke på Dirch Passers "rul, rul, og de rullede sgu" - altså bølgerne. I den irske pub kan man så sidde og kigge ned på de i alt otte bowlingbaner, der på højre side flankeres af en langside, som Schmøkel kalder en "engelsk facade", hvor der f.eks. bliver poolborde. En afdeling af baren indrettes med en mere rå "bryggeriafdeling" med gamle destillationsapparater, mens selve baren bliver lidt á la engelsk/irsk pub. - Det bliver selvfølgelig lidt af en kunstart at få det hele til at falde i hak med amerikansk high-tech og natbowling i kulørt lys på bowlingbanen og så irsk/engelsk pub, men det er heldigvis ikke mit problem, det tager indretningsfirmaet sig af, smiler Gunnar Schmøkel. Ovenover bar og bowling kommer den nye sportshal til at ligge. Men den kommer på en måde til at falde i med baren, for i gulvet laves der et stort afskærmet hul, så man fra sportsbanen kan se ned i baren. Ved siden af sportsbanen er det planen, at der skal være plads til forskellige aktivitetsafdelinger, der kan komme til at rumme f.eks. en ravsliber og et bolchekogeri. - Men det hele skal kædes sammen på en sådan måde, at uanset om man vil i bowlinghal eller på sportsbanen, så når man har taget overtøjet af og måske skiftet til shorts, så er man i ét hus med væreområder og halgang hele vejen rundt, siger Gunnar Schmøkel. I den forbindelse bliver et af væreområderne ved selve indgangspartiet udbygget med en bane, hvor børn kan køre med fjernstyrede el-biler. Og så bliver hele hallen handicapvenlig, mens afdelinger opdeles i farver, så også de mindste børn kan orientere sig om, hvor de er, f.eks. i den blå hal eller den grønne hal. Aktivitetshallen er arkitekttegnet af Finn Østergaards Tegnestue, der faktisk også har arkitekttegnet den nye parkeringsplads, der får plads til omkring 100 biler.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...