Skam og skammelighed

"Hundrede år"

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Herbjørg (omslag sendt til scanning)

Herbjørg Wassmo er med beretning om en families kvinder gennem hundrede år tilbage som den medrivende og fantastiske forfatter, vi kender fra Dinas Bog. Dengang skrev hun om skyld - denne roman handler om skam. Herbjørg Wassmo har skrevet en roman om sin oldemor, mormor og mor, - om deres liv, deres mænd og børn, og om deres udlængsel og drømmene om ”noget andet”, end det, de fik. Handlingen foregår i Nordnorge i perioden fra 1842, da oldemor - Sara Susanne - bliver født, til – 1942, da Herbjørg bliver født. I romanen vælger Herbjørg Wassmo selv sine forældre og sin familie, og hun gør det ud fra kriterier, som ingen slægtsforsker ville sige god for, men hun tror på sin historie. Historien begynder, da Herbjørg Wassmo modtager en brochure om Lofotkatedralen i Kabelvåg. Brochuren er fra hendes datter og indeholder et farvefoto af en engel på en altertavle. Datteren mener, at en formoder var model, da englen blev malet. Herbjørg Wassmo ser det som et tegn, der skærper hendes nysgerrighed efter at fortælle sin slægts historie ud fra sine egne behov. ”Sådan kan slægten få gravet det værste ting ned, og hvert individ må begynde helt forfra”, skriver hun, og tilføjer, at hun kun husker lidt om sin egen historie. Måske fordi hun ikke vil huske. Wassmos beretninger om livet i Nordnorge er farverige og fyldt med menneskelig indsigt og forståelse. Hun fortæller om kvindernes arbejde med slid, slæb og mange børn. Hun fortæller om deres drømme og om livet med de mænd, som de fik. Med en forløsende lethed fortæller hun om livets mange oplevelser med glæde, sygdom, sorg, ydmygelse, fortvivlelse, forstillelse og skam. Skam er for Herbjørg Wassmo selve kernen, og i romanen fortæller hun om sine små sedler og dagbøger med skræmmende indhold fra sin tidlige barndom. Dagbøgerne gemte hun, hvor hun kunne, og hun følte sig kun tryg, når båden fragtede ham, hendes far, væk fra øen. Hun skriver ikke om overbgrebne, men hvordan hun gør sig mentalt fri fra dem. Livet i Nordnorge fra 1842-1942 var præget af den daglige kamp for at overleve - både den lokale sladder og de fysiske strabadser. Det er kvinderne, den gæve Sara Susanne, Elida, Hjørdis og Herbjørg, der har hovedrollerne i Wassmos fremstilling. Men Sara Susannes mand, sildekongen Johannes, har også en væsentlig rolle, som når han med gerninger og få ord på små sedler erklærer Sara Susanne sin totale kærlighed. Romanen giver samtidig et kulturhistorisk billede af kvindernes begrænsede muligheder for selv at vælge levevej og ægtefælle. Bente Bjørn bente.bjoern@nordjyske.dk Herbjørg Wassmo: " Hundrede år" På dansk ved Annelise Ebbe 442 sider, 300 kr. Udkommer i dag. Udgives også som lydbog indlæst af Tammi Øst.