Skammekrogen får sin renæssance

ØREBRO:I disse dage bliver Ørebroskolens 40 års jubilæum fejret eftertrykkeligt. Samtlige elever og lærere er involveret i en emneuge, som begynder i dag og fortsætter frem til onsdag i næste uge. Onsdag og torsdag bliver de gamle, nu nedlagte Gøttrup og Korsholm skoler "genåbnet", og eleverne skal møde i det gamle skoledistrikt, de hører til, inden de i samlet trop går til Ørebroskolen. Dér kan de regne med en noget anderledes og mere hårdhændet undervisning, end de er vant til. Den vil nemlig foregå på god gammeldags manér med kontant afstraffelse ved disciplinær ulydighed. - De kan komme i skammekrogen eller skal måske skrive "Jeg skal nok være sød" 50 gange. Spanskrør bliver det ikke, men vi kan jo altid lade, som om de får en på hovedet, griner Birgit Jensen, lærer på skolen, og tilføjer i samme åndedrag, at lærerne selvfølgelig vil passe på ikke at skræmme eleverne. Selve undervisningen bliver baseret på gamle bøger, kort og billeder, og eleverne vil blive excerseret i danmarkshistorie og bibelhistorie af lærere, som vil være noget mere stramtandede at se på end normalt i deres gammeldags mundering. - Vi vil gerne give eleverne en fornemmelse af, hvordan det har været at gå i skole gennem tiderne. De kan godt synes, det er lidt hårdt i dag, men vil nok få indtryk af, at det alligevel ikke er så slemt sammenlignet med tidligere, siger Birgit Jensen. Mens de store elever får sig en stroppetur, er eleverne i børnehaveklassen "hjemme hos mor", fordi der ikke fandtes børnehaveklasser for 40 år siden. Ingen mødre behøver dog tage fri: Eleverne og deres lærer bruger hjemkunstlokalet til at lege sig tilbage i tiden.