”Skammeligt” med lukket kreds
Mange melder sig på banen for at være med til at udvikle Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi
YDBY: - Det er skammeligt at blive gjort til aktivist, og jeg er ked af det, hvis man tror, vi er ude på at kuppe foreningen. Vi vil bare gerne hjælpe.
Sådan lyder det fra Hans Peter Korsgaard, formand for Ydby Håndværker og Borgerforening.
Han er en af de over 40 personer, der søndag eftermiddag afvises ved indgangen til det hus på Kammersgårdsvej i Ydby, hvor der holdes generalforsamling i støttekredsen for Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi.
Hans Peter Korsgaard har fået at vide, at hans medlemskort er for nyt, og han skulle som andre nye medlemmer have været godkendt af bestyrelsen for at få adgang til generalforsamlingen. Det står i vedtægterne.
Ole Vagn Christensen, medlem af bestyrelsen, har stået ved indgangen og afvist den lange række af folk.
Sikring mod kup
- Vi har den regel for at sikre mod et kup - og for at være sikre på, at de medlemmer, der kommer, er her for at støtte foretagendet, siger Ole Vagn Christensen.
En af de afviste er landmand Ole Kappel, Ydby, der har haft et vist samarbejde med folkecentret, der blandt andet er interesseret i at placere et testcenter for møller på hans jord:
- Det ville have klædt centret, om de havde lukket os ind. De kunne bare have sagt, at jeg ikke havde stemmeret.
Ole Kappel synes, at bestyrelsen skal være åben for debat og udvikling.
- Det skal ikke være et omvandrende museum. Jeg synes, det er godt, at der kommer unge til. Kan det ikke bære det, så er det ikke det værd.
Hans Peter Korsgaard har været med til at opstille en liste med kandidater, der i samarbejde med en nyetableret støttegruppe for Nordisk Folkecenter skulle forsøge at øve indflydelse i bestyrelsen.
Det er Frank Odgaard-Jensen, ingeniør og energimedarbejder ved Thisted Kommune, landmand Per Yde Christensen og energirådgiver Jan Høilund Christensen.
Jan Høilund Christensen har med sit firma engko et bredt netværk til erhvervslivet i lokalområdet.
Jan Høilund Christensen fik imidlertid ingen adgang til generalforsamlingen.
- Jeg har brugt centret mange gange blandt andet til test af solceller og varmepumper. Jeg har haft en god dialog med Jane (Kruse, red.). Men det er grotesk, at så snart der er et ønske om forandring, så falder demokratiet fra hinanden, mener han.
For sent i gang
Hans Peter Korsgaard har arbejdet sammen med folkene fra Nordisk Folkecenter tidligere - blandt andet med projekt Klimaløsninger Thy-Mors (2008-2009).
Han erkender, at mobiliseringen af lokale kræfter og opstillingen af en kandidatliste burde have været i gang for længe siden.
- Det er alt for sent, vi kommer i gang, men det har været så svært at finde ud af, hvordan det hang sammen.
Jan Christensen siger om baggrunden for sin sene indmelding i den forgangne uge:
- Man har haft indtryk af, at det fungerede.
Frank Odgaard-Jensen har været medlem længe og får adgang til generalforsamlingen:
- Jeg vil gerne være med til at formidle samarbejde og få en god udvikling på centret.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.