Skammen

Som hovedperson i en af danmarkshistoriens største bedragerisager, PFA-sagen, har Rasmus Trads taget turen fra administrerende direktør til arbejdsløs. Rejsen bød på retssag og fængselsstraf med offentlighedens øjne hvilende på sig. I dag er han kommet ud

Den mørkeste dag i vores liv, står der skrevet i faderens sorte læderkalender ud for 20. januar 1999. For Rasmus Trads selv er det datoen, hvor hele verdenen ramlede sammen under ham. Den dag, hvor to betjente fulgte ham ud af sit hjem og ind i en isolationscelle i Vestre Fængsel. - Jeg fatter ikke, at jeg var så dum at gøre det, siger han i dag seks år efter. Øjnene bliver duggede, når talen falder på den familie, han føler, at han har svigtet. Og på den skam han har bragt over sine forældre i Viborg. - Nej, vi skal ikke tale om min far, ellers begynder jeg altså bare at brøle, siger Rasmus Trads. Vi har set ham på tv som den vrede mand, der skældte byggematadoren Kurt Thorsen hæder og ære fra på trappen udenfor Københavns Byret. De scener skyldtes én beslutning. Den Rasmus Trads har fortrudt allermest i sit liv. Da vi møder ham, er han venlig og imødekommende. - Kom indenfor. I behøver ikke tage skoene af, siger han og viser os ind. Siden grundlovsdag i år har han gået som en fri mand hjemme hos konen i parcelhuset i byen Måløv, cirka en halv times kørsel fra hovedstaden. Udsigten over sø og skov fra stuen er nærmest overvældende. - Jeg ville virkelig være ked af at skulle undvære denne udsigt, siger han. Men hjemmet og alt andet af uvurderlig betydning var uhyggeligt tæt på at smutte mellem fingrene på ham. 20. januar 1999 var han overbevist om, at han havde sat alt over styr. Karriere på skinner Før den tid var alt ellers gået fuldstændig efter en karrieregurus opskrift. Skridt for skridt bevægede den advokat- uddannede Rasmus Trads sig op ad rangstigen i erhvervslivet for til sidst at ende som administrerende direktør i PFA Byg. Ansvaret var massivt. 130 medarbejdere rangerede under ham, han rådede over adskillige milliarder og deltog i storslåede forretningsmiddage. Han fik lov til at lege med de tunge drenge i dansk erhvervsliv. Også med entreprenøren Kurt Thorsen. Manden der skulle slå ham tilbage til start. 27. september 1999 dukker den trinde og karismatiske entreprenør Kurt Thorsen op på Rasmus Trads direktørkontor. Det bliver begyndelsen på nedturen, der kulminerer i Københavns Byret 14. juni 2001, hvor Rasmus Trads får sin første dom på fem års fængsel for bedrageri. Hvad der præcist er gået forud for domsfældelsen, ved kun de to hovedpersoner i PFA-skandalen, Rasmus Trads og Kurt Thorsen. Deres historier er vidt forskellige, men Rasmus er villig til at fortælle sin version. På kant med loven Kurt Thorsen og Rasmus Trads kender hinanden gennem flere års arbejde i entreprenørbranchen. Rasmus Trads synes, at han er en dygtig og fascinerende mand. Men den dag i september 1999 kommer Thorsen med en bøn. En forespørgsel, der får Rasmus til at bevæge sig over på den forkerte side af loven. - Da han siger første gang, at vi skal kopiere Lublins underskrift, siger jeg: "Du må da være sindssyg mand, det er dybt ulovligt. Det kan vi sgu da ikke". - Men det er han fuldstændig ligeglad med. Jeg ved ikke, hvor mange dage han kommer op til mig. Mindst i en uge hver eneste dag, enten per telefon eller også møder han op på mit kontor, husker Rasmus. Efter stormløbet overgiver han sig. - Min moral var for svag. Jeg kan ikke forklare, hvorfor jeg gjorde det, siger Rasmus. Sammen klipper de PFA direktør André Lublins underskrift ud af en invitation til en firmafest og klistrer den over på et dokument, der finansielt skal sikre et af Kurt Thorsens gigantiske byggerier. Den første ulovlige tjeneste er en realitet. - Jeg troede på hans ord om, at han ville rive dokumentet i stykker, når han i løbet af et par måneder havde fået sin finansiering på plads, og at ingen nogensinde ville få at vide, at dette papir eksisterede, siger Rasmus Trads, der afviser, at han personligt havde noget at vinde ved bedrageriet. Men det viser sig hurtigt, at én forfalsket underskrift ikke er nok til at få Kurt Thorsens projekter til at lykkes. Rasmus Trads forfalsker flere og flere underskrifter, der siden ender i historiebøgerne. Det bliver for sent at vende om. - Jeg følte, at jeg red på en vild tiger. Hvis jeg hoppede af i utide, ville jeg blive spist, forklarer Rasmus. Udad til går livet ubemærket videre, men på jobbet stiger pulsen, hver gang telefonen ringer. Når André Lublins sekretær er i den anden ende og beder ham møde op på chefens kontor, fryser blodet til is. Åh nej, nu er jeg afsløret, tænker han hver gang. Grebet strammes Bedrageriet fortsætter i femten måneder. Kort tid før afsløringen lyver Rasmus Trads direkte over for sin arbejdsgiver, der 17. januar 1999 kalder ledelsen i PFA til hastemøde. Ugerne forinden er erhvervspressen gået amok med gætterier om, hvem der sprøjter milliarder i Kurt Thorsens højtravende projekter. Rygterne om, at PFA står bag garantierne, er nået André Lublin via en pålidelig kilde. Som den første ankommer Rasmus Trads til Lublins kontor . - André siger: "Rasmus, hør lige her, mens vi to er alene, er der noget galt? Hvis der er noget galt, så er det nu, så sig det til mig nu", husker han. I nogle splitsekunder overvejer Rasmus at fortælle sandheden. - Hvis det nu bare havde været 200.000 eller 300.000 kroner, men jeg vidste jo, at der var adskillige nuller bagved. Så jeg sagde bare nej, siger Rasmus Trads. Kilden kan ikke dokumentere rygterne, og Rasmus opretholder facaden. Psyken vakler De følgende uger kæmper Rasmus mod realiteterne. - Jeg håbede helt til det sidste, at det nok skulle gå, at Kurt nok skulle finde på noget, husker han. Men Kurt Thorsen finder aldrig på nogen genial idé. To dage efter det famøse møde med PFA ledelsen indser Rasmus, at slaget er tabt. André Lublin har bedt Kurt Thorsens advokat bekræfte, at PFA ikke er involveret i byggeprojekterne. Det kan advokaten ikke. Rasmus Trads sover elendigt. Natten udvikler sig til et sandt mareridt i vågen tilstand, men også i søvnen: - Jeg drømte, at jeg druknede mig selv, og da jeg vågnede, følte jeg, at jeg skulle kvæles, husker Rasmus. Thorsen ringer adskillige gange, og klokken kvart i fem om morgenen kører Rasmus til Lyngby Station og mødes med ham. - Han lokker med, at han vil bære Lise og mig gennem livet på hænder og fødder, hvis jeg påtager mig skylden. Jeg sagde, at han var til grin, siger Rasmus ophidset. Kinderne koger hver gang talen falder på Kurt Thorsen. Den dystre dag Langsomt triller Rasmus efter mødet af sted mod Måløv i sin firmabil. Hjemme venter Lise. Hun vil have en forklaring på nattens udflugt, og Rasmus lover, at han vil udrede sagen, når hun er retur fra arbejde. Da hun runder hækken, står han og kigger efter hende i døren og tænker, at det er sidste gang han ser hende. Tanken om hvad dagen vil bringe med sig af ulykker, er mere end Rasmus kan bære. Desperationen over at miste huset, gå personligt konkurs og blive skilt fylder ham. Hans forfængelighed hænger så meget i laser over at have ødelagt sit navn og vanæret sin familie, at han ikke kan overskue at leve videre. - Jeg var klar til at sige farvel til denne her verden, kunne ikke se andre udveje. Skammen fyldte for meget, siger han stille. Kun et opkald den morgen forhindrer selvmordet.. - Jeg kan faktisk takke André Lublin for, at jeg er i live i dag, fortæller Rasmus Trads. For det er den selv samme chef, som han har forrådt underskrift efter underskrift, der den skæbnesvangre dag, hvor falskneriet bliver afsløret, siger til ham, at det ikke er værd at ofre sit liv for. André Lublin sender en betroet medarbejder hjem til Rasmus for at sikre, at han ikke gør noget dumt. De to kører sammen ind til PFA, hvor Lublin er rystet, og Rasmus græder. Ledelsen i PFA har travlt med at forberede et pressemøde om den faldne direktør og de falske garantier. Imens henter Rasmus sin kone fra arbejdet. I bilen fortæller han hende om de lyssky bedrifter og udsigten til en fængselsstraf. - Hun var fantastisk stærk og sagde til mig, at ruiner før er blevet bygget op igen. Ordene flyder ikke længere af sig selv, når Rasmus taler. Få timer senere henter politiet Rasmus på privaten. Skammen overtager I isolationscellen i Vestre Fængsel sejler verden for Rasmus. Cellen lugter af pis, madrassen er klam og plettet, og sjælen tynget af skam. Han har ramt bunden, og der er langt til livet i Måløv. - Det var forfærdeligt. Jeg havde det så dårligt med mig selv, og jeg var overbevist om, at jeg aldrig nogensinde vil blive glad igen, siger Rasmus Trads. Tremmerne holder ham ikke kun indespærret, de holder også verden ude. - Ingen kunne komme i nærheden af mig, jeg var afsondret fra samfundet, og det var en fordel. Jeg havde kun mig selv og min skam. Retssagen bringer i særdeleshed Rasmus Trads tilbage i offentligheden. Medierne lægger en jernring rundt om hans hus med sendevogne og reportere i hobetal. Da den endelige dom bliver afsagt og hammeren falder i landsretten, står Rasmus til fire års fængsel. Under afsoningen beslutter Rasmus Trads sig for at udleve en gammel drøm om at blive journalist. Der bliver lukket af for pressen, mens han sidder inde. - Jeg ville ikke have, at journalisterne skulle følge mig derind. Jeg syntes, at det var nedværdigende nok i forvejen at skulle i fængsel, forklarer Rasmus. De uskyldiges offer Efter to et halvt års afsoning er Rasmus Trads vendt tilbage til Lise i Måløv, og trods adskillelsen er afstanden mellem dem er mindre end nogensinde. - Det hele går op i en højere enhed, som er sjældent set. Det er bare fuldstændigt unikt. Hun har sådan et dejligt, lyst sind. For sønnen Jesper har Rasmus" fald været sværere at kapere. - Han gik helt ned på det og måtte have psykologhjælp. Han er nok den, der har lidt mest. Dårlig samvittighed er ikke en betegnelse, der bare tilnærmelsesvis dækker den skyldfølelse og skam, jeg bærer på overfor min søn. Min uskyldige dreng, som jeg gjorde så meget ondt. Jesper har dog siden tilgivet ham – lige som hans gamle far har gjort det.. Men Rasmus Trads vil alligevel aldrig kunne tilgive sig selv. - Fortrydelsen og min dårlige samvittighed kommer jeg aldrig af med. Heller ikke min tårnhøje skamfølelse, jeg føler mig stadig utrolig skamfuld. Det vil følge mig resten af livet. Omverdenens accept Hjemme i Måløv er ordet "hvis" slettet i ordforrådet. For det nytter ikke at tænke på, hvordan tilværelsen ville have været, hvis Rasmus ikke havde forbrudt sig mod loven. Fortiden har dog ikke sluppet sit tag i ham. Når Rasmus står i badet, kan tanken, om at nu skulle han have været på vej til arbejde, ramme. - Der går ikke en dag, uden at jeg kommer til at tænke på et eller andet hængeparti fra det her lort. Og jeg lærer nok aldrig at takle det rent mentalt, funderer Rasmus Trads. At tilværelsen tog en kolbøtte af de helt store har også vendt op og ned på hans værdier. - Man kommer virkelig til at sætte pris på, at der er ting her i tilværelsen ud over et stort job og en fed løn, der har betydning. Det er de nære værdier, der tæller. For Rasmus betyder det at have en kærlig kone og gode venner. De venner, der støttede Lise i den svære tid og stod med åbne arme, da Rasmus end ikke turde tænke på at se nogen i øjnene, kan ikke gøres op i penge. 30. januar fyldte Rasmus 60 år. En alder, hvor han nemt kan lade sig pensionere. Men tanken huer ham ikke. Han vil gerne ud på arbejdsmarkedet igen. - Jeg har gjort noget helt utilgiveligt. Jeg føler, at jeg skylder samfundet at lave noget fornuftigt. Det betyder noget for mig at vise omverdenen, at jeg er rehabiliteret. At jeg kan bruges igen.