EMNER

Skamplet på ellers rigt land

Her i den søde juletid hører vi dagligt i pressen, hvordan forretningsdrivende regner med, at julesalget vil eksplodere i år, da folk har flere penge imellem hænderne. Vi hører også, hvordan julegaver på kredit bliver og mere almindeligt, så en gave let kommer til at koste tre gange så meget...

Samtidig hører vi, hvordan de private hjælpeorganisationer, som Kirkens Korshær, Frelsens Hær og Børnenes Kontor i år får så mange ansøgninger fra fattige og nødlidende, at de slet ikke kan betænke alle med en julepakke! En temmelig barsk kontrast, vil jeg sige, og et ganske godt eksempel på, hvordan skellet mellem fattig og rig bliver større og større. Dét kan den siddende regering da i hvert fald bryste sig af, hvis de vil være det bekendt... Men det er jo ikke de toner, der ellers lyder, når en overglad statsminister troner frem på skærmen. Da giver han jo indtryk af, at det går os alle sammen "ufatteligt godt", som en tidligere konservativ statsminister yndede at sige. Det går da også virkelig godt for dem, der i forvejen har nok, men skidt for dem, der intet har! Jeg synes, det er en skamplet på et så rigt land som Danmark at høre, hvor mange der lever under eksistensminimum, som bl.a. flere eksempler i denne avis har vist. Jeg hørte her onsdag morgen, at der i dag vil blive fremsat forslag i Folketingetom at sænke selskabsskatten for erhvervslivet! Jamen, kan regeringen da ikke se, at der er andre og vigtigere områder at lempe på? Var det ikke mere fornuftigt at bruge nogle penge for at skaffe arbejde til de mange, der ikke kan få et arbejde? Det stiller oppositionspartierne da heldigvis forslag om ved samme lejlighed, men lad os se, om regeringen mener det alvorligt, når de siger, der skal være arbejde til alle, - jeg har min tvivl, om, at de vil støtte initiativer, der sætter arbejde i gang Dansk Folkeparti, der jo ynder at blive opfattet som et "socialt" parti, vil stille forslag om, at enlige førtidspensionister får en ekstra årlig check, ligesom de jo var med til at vedtage "ældrechecken". Er det mon, fordi Pia Kjærsgaard og co. så bedre kan finde julefreden? Det kan i hvert fald undre mig, at samme parti hver gang stemmer for det såkaldte satspuljeforlig, når dette er til debat i Folketinget. Satspuljeloven virker sådan, at der hvert år tages noget fra alle, der er på offentlige ydelser. Bl.a. er det officielle tal for 2004, at en enlig førtidspensionist ville få 2856 kr. mere i pension om året, hvis det altså ikke var for satspuljeloven. Hvordan kan Dansk Folkeparti lægge stemme til den slags? Det giver stof til eftertanke, synes jeg nok og jeg håber, det må være med til at forpurre julefreden hos Dansk Folkeparti og deres sammensvorne. Ja, julefred! Gid det var så vel, at der var fred i verden, så vi alle julenat kunne nyde at synge "Fred på jord - fryd på jord", men det er der alt for mange mennesker, der ikke får muligheden for. Tænk blot på Irak - tænk blot på Israel, på fredens by: Betlehem! Tænk på... Det far mig til at tænke på en anderledes tekst til "Glade Jul", skrevet af en Ove John Nielsen, som er mig ukendt. Jeg vil citere det første vers af hans udgave: "Fred på jord, fryd på jord, det er julens glade ord! Når i verden vi ser os omkring, sker til daglig de voldsomste ting, som skaber rædsel og gru— og slår hver glæde itu!" Rigtig glædelig jul - trods alt! Lis Jensen er socialrådgiver i Fagligt Fælles forbund Midtvendsyssel afdeling pr. 1. januar 2005.