EMNER

Skandale på skandale plager svensk statsminister

STOCKHOLM:Næppe var Ulrica Schenström trådt tilbage fra posten som den svenske statsminister, Fredrik Reinfeldts, statssekretær og nærmeste medarbejder, før Reinfeldt plages af en ny skandale. Den svenske avis Expressen skrev fredag, at Nicola Clase, som var udset til ny statssekretær og Schenströms afløser, har fået lavet sort arbejde. Det handler om opgaver for 40.000 kroner, som Clase skal have fået ordnet uden om skattevæsnet i forbindelse med renoveringen af et hus, som familien tidligere ejede. Nicola Clase bekræfter over for Expressen sin brøde. Hun beklager og lover at rette fejlen. Iagttagere tvivler på, at en undskyldning er nok, efter at statsminister Reinfeldt netop har måttet skille sig af med den 35-årige Ulrica Schenström, som plejede en lidt for intim omgang med medierne. Den svenske avis Aftonbladet offentliggjorde i sidste uge billeder af Schenström, som kyssede en journalist i en bar. Senere kom historien om, at de to havde drukket øl og vin for næsten 1000 svenske kroner, og så ændrede temaet sig til at handle om nationens sikkerhed. Hvis Schenström havde vagt den pågældende aften, var det hende, som skulle koordinere et alarmberedskab i Sverige. Dette emne er særligt følsomt i Sverige, hvor regeringen ifølge mange kritikere reagerede for langsomt under tsunamien i Sydøstasien i 2004. Reinfeldt har ikke villet oplyse detaljer om Ulrica Schenströms rolle. Hun trådte tilbage torsdag. Fredrik Reinfeldt har i løbet af det seneste år som statsminister måttet se tre ministre gå af på grund af skandaler og intern ballade./ritzau/TT