Skandaløs sagsbehandling

Ti år efter de værste uroligheder i Danmark efter Anden Verdenskrig er der reelt kun ét ord, der dækker, hvad der skete på Skt. Hans Torv og Fælledvej på Nørrebro i København natten mellem 18. og 19. maj 1993: Skandale. I sig selv var det en skandale, at flok stærkt voldelige autonome og demonstranter valgte at gribe til brosten, molotov-cocktails, flasker og jernstænger for at protestere mod det faktum, at et flertal af den danske befolkning få timer forinden havde stemt ja til Maastrich-traktaten. En endnu større skandale var det imidlertid, at Københavns Politi ikke havde noget ordentligt at stå imod med i forhold til uromagerne. En højst uheldig blanding af elendigt teknisk udstyr, for få betjente, for ringe kommunikation blandt betjentene og for dårlig adgang til eksempelvis tåregas gjorde som bekendt, at der - selvsagt - gik panik i politibetjentene. Så megen panik, at de endte med at løsne 113 overordentligt omdiskuterede skud. Alt i alt blev 11 demonstranter såret. Det samme gjorde knap 100 politifolk - ikke ved skud, men spark og slag som følge af fuldtræffere med brosten og andre former for kasteskyts. Siden den historiske 18. maj 1993 har politikere på Christiansborg som den største skandale banet vejen for ikke færre end fire undersøgelser af, hvad der egentlig foregik på Nørrebro. Uden at det på noget tidspunkt har været muligt at stille nogen enkeltpersoner til ansvar for. Eksempelvis for ordren til at løsne de 113 skud. Set i bagklogskabens ulideligt klare lys er der ingen tvivl om, at optøjerne har haft overordentligt høje omkostninger, først og fremmest for politifolk inden for Københavns Politi, der af indlysende grunde har følt sig forrådt af det politiske system, men også af deres egne øverste arbejdsgivere. Igen og igen er politifolkene blev udråbt til skurke i et spil, som de ikke selv har sat i gang. Handlingsforløbet svarer til, at en flok autonome sætter ild i en større bygning - og da der under brandslukningsarbejdet kommer flere til skade, bliver al form for skyld rettet mod brandfolkene. Men hvem har sat ild til? Og hvorfor har ingen af undersøgelserne sørget for at sætte gerningsmændene i fokus?