EMNER

Skandaløst at skille par ad

I 1934 vedtog Socialdemokratiet et nyt partiprogram "Danmark for Folket".

På opfordring skrev Oskar Hansen en sang. Omkvædet lyder: "Plads for os alle, plads for alle, der vil, Danmark for Folket". Jeg tænker tit på hvorfor, der er blevet mindre plads, vi er blevet rigere, men åndeligt meget fattigere, når et flertal i Danmark ikke kan eller vil acceptere at en voksne dansk kvinde ikke må rejse ud i den store verden og forelske sig i en australier, få to dejlige drenge og samle familien i Frederikshavn. Shaun Anthony Mitchell, som er født i kronprinsessens hjemland og nu far til Mette Klein Jørgensens to små drenge, har nu fået integrationsminister Birthe Rønn Hornbechs ord på, at han ikke må være her i Danmark sammen med sin familie. Han skal rejse ud senest 28. februar. Det er helt ufatteligt, at en minister vil skille en velfungerende lille dansk-australsk familie ad. Der er tale om en ren kærlighedshistorie, hvor en voksen dansk pige forelsker sig i en voksen australsk mand. Der er ikke tale om hverken 24- eller 28-års regel, men om voksne mennesker, der ved hvad de gør og ikke vil ligge samfundet til byrde, som det så grimt hedder. Manden har oven i købet arbejde på hånden. Han vil uden videre blive en god skatteborger og forsørger for sin samlever, Mette er i gang med en ny uddannelse på revalidering, fordi hun blev ramt af en arbejdsskade, havde hun taget uddannelsen på SU var det ok. Det er både uforståeligt, kritisabelt og ikke mindst menneskefjendsk over for de to små børn og deres forældre. Jeg fatter virkelig ikke, hvad det er for et menneskefjendsk syn, ministeren, VKO-flertallet er udstyret med. Det vil jeg prøve at få svar på når jeg i Folketinget spørgetid på onsdag stiller disse to spørgsmål til ministeren. Hvad er årsagen til, at ministeren i en skriftlig henvendelse, fra spørgeren ikke har oplyst hvilke regler og betingelser, Australieren Shaun Anthony Mitchell skal søge efter og opfylde, for han kan få opholdstilladelse til at være sammen med sin kæreste Mette Klein Jørgensen og deres 2 små drenge, samtidig med at han har fast arbejde på hånden? Synes ministeren at det er fair at en Australier ikke kan blive familiesammenført, med sin kæreste, som er mor til hans 2 børn, blot fordi hun har været udsat for en arbejdsskade, og er i gang med en ny uddannelse på revalidering, havde hun fået SU i stedet, var det ok? Er det virkelig staten der skal sætte grænse for, hvem voksne mennesker skal stifte familie og leve sammen med her i landet? Kærlighed kender ingen grænser eller hvad?