Skanderborg dømt til omkamp: Vi forstår ikke hvorfor

Skanderborg fik 10-12 sekunders ekstra spilletid, da holdet fik 23-23 mod TTH. Kampen skal nu spilles om.

Ritzau
Ligahåndbold herre: TTH Holstebro mod Skanderborg Håndbold. Foto: Scanpix/Morten Stricker
14. november 2016 14:12

Med en scoring i sidste sekund fik håndboldherrerne fra Skanderborg for godt to uger siden 23-23 på udebane mod TTH Holstebro i landets bedste håndboldliga.

Problemer med haluret fik bagefter værterne fra TTH til at protestere over, at Skanderborg fik 10-12 sekunder ekstra tid med bolden i slutfasen.

I sidste uge besluttede disciplinærudvalget under Dansk Håndbold Forbund (DHF), at kampen skal spilles om.

Den beslutning har ledelsen i Skanderborg dog svært ved at forstå. Formand Jens Christensen forventer, at klubben inden for de kommende dage vil anke dommen.

- Vores påstand er, at problemerne med haluret ikke har ændret kampens udfald, siger Jens Christensen.

- Vores spillere varmede bolden i flere sekunder, før vi skød på mål, for at undgå en situation, hvor Holstebros spillere kom på bolden, siger han.

Skanderborg-formanden mener, at opgørets dommer og observatør tog stilling til problemet med haluret allerede under kampen.

- Der er jo opsat nogle rammer for kampene, så de kan afgøres på kampdagen.

- Dommerne har et ansvar, og når det gælder tidtagning, er det observatørens ansvar.

- Det her foregik ikke i et splitsekund. Der var ti minutters pause i kampen, hvor man fra observatør- og dommerside overvejede, hvad der skulle ske, siger han.

Jens Christensen regner med, at Skanderborg vil appellere disciplinærudvalgets afgørelse inden for et par dage. Der er deadline på fredag.

- Vi har truffet en beslutning om at anke, men vi har lige nu en rådgiver til at se på alle aspekterne, før vi tager det endelig skridt, siger han.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...