Forsikringsvirksomhed

Skandia forlader Københavns Fondsbørs

København, onsdag /ritzau/ Den svenske forsikringskoncern Skandia, som både driver livsforsikring og bank i Danmark, forlader Københavns Fondsbørs. Sidste chance for at handle aktier på den danske børs bliver den 28. maj. - Der er et meget spinkelt handelsgrundlag i København. De fleste handler aktien i Stockholm, siger direktør i Skandias livs- og pensionsforsikringsselskab i Danmark, Hanne Christensen. Der er i alt 1600 danske aktionærer i Skandia med en andel på 0,2 procent af aktierne. Hanne Christensen er netop udnævnt til direktør for Skandias sammenlagte livs- og pensionsforsikringsselskab i Danmark, Skandia Pension A/S. Skandia vil med sammenlægningen effektivisere driften og have en klarere profil. I forbindelse med sammenlægningen forlader administrerende direktør i SkandiaLink, Søren Schock Petersen, samt to andre ledende medarbejdere deres stillinger. Højere oppe i hierarkiet måtte Skandias administrerende direktør, Lars-Eric Petersson, onsdag med øjeblikkelig virkning forlade sin stilling og opgive sin bestyrelsespost i den svenske forsikringskoncern på bestyrelsens opfordring. Efter en dårlig udvikling satte koncernchefen selv sin løn ned til en krone på tirsdagens generalforsamling. Men det var åbenbart ikke nok til at formilde bestyrelsen, som ifølge Skandias strategi- og kommunikationschef, Odd Eiken, vurderer, at Lars-Eric Petersson ikke kan genskabe tilliden til koncernen. Bestyrelsen er dog ikke mere forbitret, end at den tildelte Lars-Eric Petersson godt 12 millioner danske kroner i fratrædelsesgodtgørelse. /ritzau/