Skandia spiller ud med højere rente

KØBENHAVN:Skandia Liv spillede torsdag ud med den foreløbig højeste depotrente på 5,5 procent efter skat på kundernes konti. Ellers er de øvrige pensionsselskaber enige om at give kunderne en depotrente på 4,5 procent i 2003 til de kunder, der vælger at lade pensionsselskaberne forvalte opsparingen. Men selskaberne holder en kattelem åben, hvis de finansielle markeder skulle udvikle sig dårligere end forventet i 2003. - I bonuspension kan depotrenten ændres i op- eller nedadgående retning hen over året, skriver Skandia Liv. Det kommende års renteniveau ligger generelt på godt og vel det halve af, hvad de mest gavmilde selskaber i branchen konkurrerede hinanden op til for blot få år siden. /ritzau/