Trafikulykker

Skandinavisk karambolage

VESTBYEN:Klokken 14 fredag eftermiddag blev det broderlige forhold mellem Norge og Danmark udsat for et par skrammer, da to biler stødte sammen på Skydebanevej. En 32-årig dansker fra Aalborg kom kørende ad Skydebanevej i vestgående retning, da hans bil tørnede ind i en norsk personbil ført af en nordmand. Bilen fra broderlandet befandt sig i den modsatte vejbane i gang med at fuldføre et venstresving, da danskeren blev i tvivl om nordmandens intentioner. Under nedbremsning mistede den 32-årige dansker kontrollen med sin bil, der efterfølgende tørnede sammen med nordmandens. Uheldet medførte kun materielle skader.