Hals

Skansefesten trampes igang med en frisk tur på den tohjulede

HALS: Skansefesten er en af sommerens mange begivenheder i Hals. Så er der rigtig sommer, barometret står på sol, og som sædvanlig indledes festlighederne med, at Hals Cykel Motion i samarbejde med Hals Sparekasse arrangerer et motionscykelløb. På tre forskellige ruter, som er på henholdsvis 10, 30 og 52 kilometer, kan man på den tohjulede komme ud og opleve naturen og den friske luft i omegnen af Hals. Og det drejer sig slet ikke om at cykle stærkt eller at komme først. Det er et rigtigt motionsløb, hvor alle - uanset alder, størrelse, cykeludstyr osv. - kan være med. Der er altså mange gode grunde til at finde cyklen frem og være med til at trampe Skansefesten i gang. Skansefesten starter torsdag 7. juli og varer til søndag 11. juli.