Skarp kritik af bilfri dage

København 1. juni 2003 08:00

KØBENHAVN: Som led i årets miljøtrafikuge indfører Københavns Kommune bilfri dage 21. og 22. september. Kommunen vil afspærre den indre by mellem voldgaderne og Christianshavn, så det kun vil være muligt at køre i aften- eller nattetimerne. Miljøtrafikugen koster i alt 4,4 millioner kroner, og heraf går de 2,6 millioner kroner til afspærring, vagter, skilte og information, skriver JP København. Jesper Schau Hansen (V), der er medlem af Københavns Borgerrepræsentations miljø- og forsyningsudvalg, mener, at der direkte er tale om spild af skatteborgernes penge. - Det ændrer ikke på trafiksituationen i Indre By. Det er en politisk markering fra venstrefløjen, som kommer til at genere en masse mennesker, siger han. De Konservatives gruppeformand, Mogens Lykkeberg, mener, at det er hykleri at bruge så mange penge på at lukke byen af for biler. Københavns Kommune har endnu ikke fået tilladelse til at afspærre de planlagte områder. Civil- og Politiafdelingen i Justitsministeriet har i et brev - dateret 14. maj - vurderet, at der ikke er hjemmel i færdselsloven. Efter en henvendelse fra kommunens advokat er der dog åbnet for, at arrangementet godt kan finde sted. Miljø- og forsyningsborgmester Winnie Berndtson (S) undrer sig. - Vi har haft bilfri dage før, og det vil være dybt underligt, hvis København som Europas miljøhovedstad ikke kan deltage i den europæiske bilfri dag, siger hun. Miljøugen skal finde sted hvert år til og med 2005. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...