Lokalpolitik

Skarp kritik af forslag til ny regionsplan

SKAGEN:Formanden for teknik og miljøudvalget, Inger Støtt (V), der også er medlem af amtsrådet, er stærkt kritisk over for dele af det nye forslag til regionsplan, som i denne tid er til offentlig høring. - Vi kan ikke i Danmark leve med planer, som er begrænsende og ikke giver muligheder for det erhvervsliv, som vi gerne vil have i Nordjylland. Der er lagt op til en regionsplan, hvor der er vinderbyer og taberbyer. Så præcist står det godt nok ikke i forslaget, men der bliver lagt vægt på, at Aalborg er byen, og så er der nogle egnsbyer som for eksempel Frederikshavn og Hjørring, og ellers er der alt det andet krat, som stort set ikke kan få lov til at udvikle sig, konstaterede Inger Støtt på Venstres generalforsamling i Skagen. Hun opfordrede medlemmerne til at engagere sig i debatten, og hun mener, at det er specielt vigtigt denne gang. - Denne regionsplan bliver nemlig nu med amtets nedlæggelse til et landsplansdirektiv. Det vil sige, at når vi i fremtiden kommer med vores kommuneplan, og den ikke passer ind i regionsplanen, som bliver vedtaget i løbet af 2005, så er det kun ministeren, der kan give dispensation for det, som vi ikke måtte have i overensstemmelse med regionsplanen. Også borgmestrene i Skagen, Frederikshavn og Sæby er ifølge borgmester Hans Rex (V) meget bevidst om disse problemer. - Vi agter at afgive fælles høringssvar fra Skagen, Frederikshavn og Sæby, efter at vi i de enkelte kommuner har taget stilling til sagen. Det er fuldstændigt uacceptabelt, det man nu er i gang med, lyder meldingen fra Skagens borgmester.